Lyt til artiklen:

Falster får stort testanlæg til biomateriale

00:00
Hastighed: ???x
02:50

Testanlægget Baltic Plant Solution rykker tættere på. Første skridt er sat i gang med udarbejdelsen af et Feasibility Study fra Niras.

En række aktører tager nu første skridt til at etablere et stort testanlæg på Falster, Baltic Plant Solution. Anlægget skal fungere som en affyringsrampe for nye produkter, der bygger på øget værdiskabelse med biologiske ressourcer.

Teknologien til at lave eksempelvis ingredienser til fødevareindustrien af restprodukter findes allerede, men der mangler et testanlæg, hvor danske og udenlandske virksomheder kan teste processerne og produktionen i fuld skala, inden de kommer i reel produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en klimakrise, vi skal løse, og vi har et vanvittigt overforbrug af ressourcer i verden, og derfor skal bruge vores biologiske ressourcer helt ud til sidste plantefiber til gavn for både klima, miljø og biodiversitet. Det kan anlægget hjælpe med, siger Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune.

- Desuden kan er de nye produkter blive et potentielt forretningseventyr på højde med vores vindmølleindustri. Vi bor jo i et bio-bountyland, tilføjer han.

Indtil nu har Danmark manglet et specialiseret fuldskala-testanlæg for raffinering af biomateriale til fødevarer og andre produkter. På det kommende Baltic Plant Solution testanlæg kan virksomhederne afprøve, tilrette, forfine og gennemføre produktion af nye fødevareingredienser og andre produkter i et stort industrianlæg, inden de overfører produktionen til den virkelige verden og gør det til en forretning.

Sortering af biologiske byggeklodser

Ideen til et fuldskala-testanlæg er født hos virksomheden Nordic Sugar, som i flere år har luftet tankerne og mødt stor interesse blandt virksomheder både i Danmark og blandt vores nabolande.

Nu har Nordic Sugar og to andre virksomheder slået sig sammen med Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborgsund og Business Lolland-Falster og tager ideen skridtet videre mod realisering. Når anlægget står klar, er det målet, at det skal kunne servicere virksomheder fra hele Danmark og fra eksempelvis Sydsverige og Nordtyskland - derfor navnet Baltic Plant Solution.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Første skridt i etableringen af anlægget er sat i gang med udarbejdelsen af et såkaldt Feasibility Study, som leveres af den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras. Det skal sikre, at alt omkring etableringen af anlægget, der forventes at koste 200 millioner kroner, gribes rigtigt an.

- Vi ser frem til dialogerne med alle parter i de næste måneder, og vi håber således, at feasibility studiet vil føre til en snarlig realisering af projektet i sin helhed. Et sådant anlæg vil være en milepæl for mange nye produktioner til glæde for landbruget og industrien. Det vil samtidig føre til en mere optimal kaskadeudnyttelse af råvarer til gavn for miljøet og vores fælles fremtid. Desuden skaber det nye arbejdspladser og på sigt også eksport af varer og tjenesteydelser, siger Erik C. Wormslev, der er udviklingschef i Niras.