Buus Anlægsgartner vækster, men ledelsen havde forventet mere. Større projekter bærer skylden for, at forbedringen ikke er helt på niveau med det forventede resultat.

Græsset er grønt hos Buus Anlægsgartner, der har afdelinger i både Aarhus og Aalborg, men det forbedrede resultat for seneste regnskabsår er ikke nok til at gøre ledelsen tilfreds. Man havde sat næsen op efter mere.

- Vi er godt tilfredse med, at vi er tilbage på sporet, men når vi går efter 5 - 10% på bundlinjen, og vi ikke opnår det, så er vi naturligvis ikke helt tilfredse. Det kan vi jo ikke tillade os at sige. Men vi er på vej, siger Kristian Buus, der er direktør i Buus Anlægsgartner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet for 2020-2021 er en forbedring på næsten to millioner kroner. Bruttofortjenesten er landet på 68,8 millioner mod 63,6 millioner i 2019-2020.

Større projekter trækker ned

Årsagen til, at den forventede forbedring er udeblevet, skal findes i de større anlægsprojekter, som virksomheden har arbejdet på, fortæller direktøren.

- Det er nogle af de større anlægsopgaver, der ikke lever op til den ventede dækning, siger Kristian Buus. Han vil dog ikke sætte navne på konkrete projekter.

Han mener, at virksomheden skal kigge bedre efter de røde lamper, der lyser i de konkrete projekter.

- Det er et spørgsmål om at være mere kritisk overfor de komplekse opgaver, vi byder ind på. Vi skal kigge efter de røde lamper, der lyser. Det kan være, hvis der er et udbud, hvor vi ser nogle uigennemskueligheder, eller hvis det indeholder nogle arbejder, som vi ikke er specialister i, siger Kristian Buus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uddanner flere selv

Han fortæller også, at det kan skabe problemer, hvis der ikke er kvalificeret personale til opgaverne.

- Vi er da udfordret på personaledelen. Der er mangel på særligt fagligt dygtige anlægsgartnere og brolæggere, siger direktøren.

Derfor er Buus Anlægsgartner begyndt selv at uddanne flere, end man tidligere har gjort, og man fokuserer også i højere grad på rekruttering og fastholdelse, fortæller Kristian Buus.

Forventer vækst

Selvom den forventede vækst udeblev i seneste regnskabsår, så er Kristian Buus fortsat optimistisk på virksomhedens vegne.

- Vi har forventninger om, at vi bygger på i indeværende regnskabsår. Vi kan se, at der er rigtig fin ordrebeholdning, og vi lukker ordrer helt frem i 2023-2024. Så vi ser ind i et positivt marked, hvor der er mange, der gerne vil os, fortæller direktøren.