Der skal en omregistering til, hvis en varevogn over to tons skal være lovlig efter 1. juli - men man risikerer en yderligere ekstrabetaling, hvis bilen er leaset, og ejeren er langsom i optrækket.

Alle varevogne over to ton skal omregistreres. Det står klart, efter Færdselsstyrelsen i sidste uge sendte et brev ud til de 286.000 danskere, der ejer varebiler.

Der kan dog komme en ekstraregning på for de, der har en leaset varebil, hvis leasinggiveren ønsker det. Leasingtageren kan nemlig ikke selv bestille en ny registreringsattest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når en varebil leases, skal den registrerede ejer af varebilen bestille en ny registreringsattest. Det er kun ejeren, der kan bestille denne. Det skal fremgå af registreringsattesten, at varebilen anvendes til udlejning. En ny registreringsattest koster 100 korner. Hvorvidt leasinggiver vil pålægge leasingtager en ekstraudgift i denne forbindelse, er et privatretligt anliggende, skriver Kim Voigt Østrøm, pressechef i Færdselsstyrelsen, i en mail.

Det er helt hen i vejret. Vi troede, at vi var på vej mod færre administrative byrder, men nu går vi den stik modsatte vej.

Administrerende direktør Niels Jørgen Hansen

Tekniq

Købte biler kan klares på nettet

Det gælder dog kun de leasede biler, at man som bruger ikke selv kan gøre noget. Købte biler er en anden sag. Her kan man løse opgaven med omregistrering på nettet.

Det foregår på Skats hjemmeside, hvor man skal logge ind med NemID. Herefter skal man trykke på "Registrering", hvorefter en fane åbner, hvor du skal trykke "Rediger tilladelse". Her skal du indtaste bilens stelnummer eller registreringsnummer.

Når du har gjort det, skal du trykke på "Dispensationer og tilladelser", hvor "Firmakørsel" skal tilføjes. Herefter skal registreringen godkendes og en ny registreringsattest kan bestilles. En ny registreringsattest koster 100 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Papegøjerne har samme pris

Færdselsstyrelsen har via varebilskrav.dk givet en udførlig forklaring på, hvad den nye lov konkret kommer til at betyde for varebiler. Her står der dog ikke noget om, om der er er nogen forskel, hvis ens varebil har papegøjeplader på. Det er dog fuldstændig ligegyldigt i den nye lov, skriver Kim Voigt Østrøm.

- At en varebil er registreret med papegøjeplader har ikke betydning i forhold til, hvorvidt en varebil skal registreres til henholdsvis firmakørsel eller godskørsel for fremmed regning. Det afhænger af, hvad varebilen praktisk anvendes til, skriver han.

Flere administrative problemer

De nye registreringer er ikke noget, man er tilfredse med hos brancheorganisationen Tekniq. Her er man ærgerlige over det ekstra papirarbejde, der er kommet.

- Det er helt hen i vejret. Vi troede, at vi var på vej mod færre administrative byrder, men nu går vi den stik modsatte vej. Man skal naturligvis sikre sig mod snyd med godstransport, men der findes andre og mere smidige måder at komme det til livs på. Med de nye regler skærer man alle erhvervsdrivende med varevogne over én kam og skaber unødig bureaukrati. Det er helt ude af proportioner, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i Tekniq.

Den nye lov om godskørsel træder i kraft 1. juli. Det betyder, at man som ejer af en varebil skal omregistrere sin bil inden for de næste fire måneder for at få den attest, der skal ligge i bilen.