Søren Løkkegaard og Anders Møller Jensens udvidede sidste år deres tre år gamle firma med 10 mand og et nyt forretningsområde.

Kodeordene for Anlægsgartner MøllerLøkkegaards fremgang hedder målrettethed og kundefokus. På tre år er antallet af medarbejdere vokset til 20, hvoraf halvdelen blev ansat i fjor. To af de nye faglærte medarbejdere er ansat som entrepriseledere, og dermed er der banet vej for, at anlægsgartnerfirmaet fra Fuglebjerg ved Næstved kan tage endnu flere opgaver ind.

Det fortæller Anders Møller Jensen, der driver firmaet sammen med Søren Løkkegaard, som står for salget og administrationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

God synergi

Anders Møller Jensen har ansvaret for produktionen, som sidste år blev udvidet med kloakering. En af de nye opgaver bliver lige nu bliver udført på Østerbro i København. I en ældre hjørneboligejendom er firmaet ved at etablere ny spildevandsledning, hvor regnvand bliver separeret fra kloakvand. Arbejdsområdet skal efterfølgende genetableres med ny flisebelægning.

- At vi har fået kloakarbejdet i egenproduktion, betyder rigtig meget for os og for vores planlægning af arbejdet hen over året. Synergien er god, især når vinteren er mild. Nu kan vi lettere fastholde omsætningen i vintermånederne, forklarer Anders Møller Jensen.

Han fremhæver, at udvidelsen betyder, at firmaet kan byde ind som hovedentreprenør på større anlægsopgaver, som også omfatter kloakering.

Maskiner til alle opgaver

Anlægsgartner MøllerLøkkegaard opererer stort set kun på Sjælland, hvoraf 80 procent af opgaverne ligger i Storkøbenhavn.

Det stigende antal opgaver kræver ikke blot arbejdskraft, men også maskiner. Hovedparten af de nye maskiner er leveret af Maskinhuset A/S afdeling i Slagelse. Alene inden for de sidste 12 måneder har firmaet fået leveret tre nye minigravere og en dumper - alle af mærket Terex. I alt har firmaet fem gravemaskiner, hvoraf de to største gravemaskiner har fast maskinfører, som fx den Terex TC 37, der graver renden til den nye spildevandsledning ved ejendommen på Østerbro.