Der er grønt i Hita. Grønt overalt. Bjergsiderne i den sydjapanske kommune er dækket af skov. 83 procent af kommunens areal er udnyttede skovområder. Af disse arealer er tre fjerdedele plantager, og resten er naturlig skov. Hita er et af centrene for den skovdrift, der er tilbage i Japan. Mange steder i Japan er skovdriften gået i stå i de senere årtier, fordi japansk træ er blevet udkonkurreret af billigere importeret træ fra Sydøstasien. Men ikke her.

Takayuki Matsumoto fra skovdrift-kontoret i Oita-amtet, hvor Hita ligger, erkender, at der i årene efter Anden Verdenskrig, hvor Japans bysamfund skulle genopbygges fra ruinerne efter krigens ødelæggelser, blev plantet ceder-træer helt ukritisk overalt på bjergsiderne.

- I efterkrigstiden blev man bare ved og ved med at plante, uanset hvor vanskeligt det ville blive at udnytte alle de nye træer, når de voksede op, fortæller han.

Men han understreger, at man i Hita - i modsætning til mange andre steder - stadig udnytter alt, hvad det er menneskeligt muligt at udnytte.

Hita er også i efterkrigstiden blevet et center for forarbejdning af fældede træer. Der er ikke færre end 73 tømmerfirmaer i kommunen med i alt 740 ansatte. 1300 skatteborgere i kommunen er afhængige af skovdriften, hvis man tæller sideindustrierne med.

Men det kan jo ikke nægtes, at priserne udelukkende er faldet og faldet i mange år - lige siden import af udenlandsk træ blev tilladt i tresserne. Så alle i branchen er mere eller mindre økonomisk pressede.

Der er bare ikke nogen vej tilbage, forklarer Takayuki Matsumoto. Hvis man bare giver op og lader træerne på bjergsiderne vokse vildt, vil det få alvorlige konsekvenser for hele områdets økonomi, og det vil øge risikoen for jordskred og andre naturkatastrofer. Det lokale fællesskab har på alle måder en interesse i at holde hjulene i gang.

Masser af bark

Derfor har 45 store og små tømmerfirmaer for mange år siden slået sig sammen i et snusfornuftigt foretagende ved navn Hitas Ressource-udnyttelses-kooperativ. Her har man især haft øjne for de enorme mængder bark, som erhvervet genererer hvert eneste år.

Når der fældes så mange træer, og når der produceres så meget tømmer, kommer der uundgåeligt en masse bark ud af det. I kooperativet spurgte man sig selv, hvordan man kunne udnytte al den bark, som blev skrabet af de fældede træer.

Gennem mange år har de solgt en del af det til kommunen som barkflis, men behovet i området var ikke stort nok til at aftage det hele. Tilbage stod tømmerfirmaerne i ressource-kooperativet med mellem 60.000 og 80.000 kubikmeter om året, som hobede sig op på tømmerpladserne, og derved var i vejen for en stabil udnyttelse, og som var kostbare at køre væk og skaffe sig af med.

- For ni år siden forsøgte vi at producere bark-pellets. Men når man gør det af ceder- og cypres-træ, som har meget fine fibre, er det svært at få til at fungere som pellets. Så vi måtte opgive den forretning, fortæller vicedirektør Kouta Takeuchi fra ressource-kooperativet.

Han spår, at en masse af barken om tyve år vil kunne udnyttes i lokale biomasse-energianlæg.

Tørret træ giver bedre pris

Men mens man venter på, at det bliver økonomisk muligt, har fem af kooperativets medlemsvirksomheder været kreative.

For knap to år siden dannede de et kooperativ i kooperativet og byggede et anlæg, hvor de simpelt hen brænder barken i en stor ovn. Den damp, som skabes, udnyttes til at holde gang i flere anlæg, der alle sammen tørrer de kooperative tømmerfirmaers udskårne tømmer, inden det afskibes. Jo mere de kan tørre tømmeret, inden det forlader bjergsiden, jo mindre fylder det, jo bedre kvalitet har det, og jo højere pris kan de få for det.

Det største af de fem involverede tømmerfirmaer har 70 ansatte, det mindste kun ti ansatte. Det er ikke verdens største virksomheder, og det samlede anlæg har kostet 200 millioner yen - godt 13 mio. kr. - at opbygge. Heraf har selve ovnen, hvor barken brændes, kostet næsten halvdelen.

Kooperativet har kun skullet betale halvdelen selv. Den anden halvdel er kommet fra det offentlige, som giver støtten med det formål at skabe job i lokalsamfundet og forbedre den lokale industris muligheder for at overleve.

- Som et kooperativ kan vi modtage tilskud fra både de nationale og de lokale myndigheder. Siden vi nu kan komme af med barken, betyder det, at vi kan øge produktionen af tømmer og stimulere skovdriftsindustrien i vores område, forklarer direktør Kiyoshi Yoshida fra ressource-kooperativet.

Samtidig sparer de fem tømmerfirmaer i bark-kooperativet en mindre formue i brændstof til det anlæg, der hidtil har tørret tømmeret.

- Tidligere brugte vi mellem 1,6 og 2 millioner yen om måneden - mellem 110.000 og 130.000 kr. - på olie til at tørre tømmeret. Barken koster ikke noget. Den ligger bare og fylder op. Vi havde regnet med at spare endnu mere, men nu er olieprisen faldet. Ikke desto mindre er det en god besparelse, fortæller Shinji Nogami, der er direktør for et af de mindre af de fem kooperative tømmerfirmaer.

- Det har altid været en udfordring at gøre noget ved barken. Kun ved at gøre det sammen, har vi gjort dette anlæg muligt, supplerer Tsuneaki Gondo, der er direktør for et af de største af medlemsvirksomhederne.

Bark-ovnen er i drift 24 timer i døgnet på treskift. I kooperativet, der driver barkovnen, er der nogle få ansatte, som udelukkende arbejder med barken. Men det meste af arbejdskraften stilles til rådighed af de fem involverede tømmerfirmaer. Og på det anlæg, hvor tømmeret tørres, udføres alt arbejdet af folk fra de enkelte tømmerfirmaer.

- Dette er en meget grøn metode til at få udbytte af ressourcerne. Vi undgår, at barken går til spilde, siger Kiyoshi Yoshida.