På dyrskuerne kommer den nye ViO12 i centrum på Stemas stande.

Stemas A/S har valgt at gøre noget ekstra ud af Yanmar på dyrskuerne i år.

- 2016 er lidt af et Yanmar-år. Dels har vi bredt salg og service af mærket ud til også af omfatte Johs. Møllers Maskiner, som jo også er en del af koncernen JMM-Group. Dels har vi besluttet at stikke graveskovlen endnu dybere i jorden med Yanmar. For kort tid siden høstede vi jo triumf på Bauma i München, da Yanmar præsenterede en ny minigraver med danske rødder hos Stemas, forklarer salgschef Robert Kjærgaard hos Stemas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Yanmar fik en helt særlig placering i hele JMM-Group fra starten af året, da koncernen sagde farvel til minigraverne fra Neuson. I stedet besluttede Stemas og Johs. Møllers Maskiner at forene kræfterne om Yanmar i segmentet for mini- og midigravemaskiner. Udvalget starter nu ved en ultra-mini på blot 690 kg og breder sig over en lille snes forskellige modeller til den anden side af 10 tons.

Frøet lagt hos Stemas

- På dyrskuerne bliver den nye ViO12 helt klart stjernen. Vi har selv lagt lagt frøet til maskinen hos Stemas med flere specielle ønsker til en særlig dansk model. Der er blevet lyttet på chefgangen hos Yanmar, som vel at mærke er tredjestørst på minigravere i Europa. På Bauma kunne vi så se ViO12, som er en opgraderet version af ViO10. Den nye 1200 maskine er fordansket på en række punkter, som ellers ikke er Yanmar-standard på de små gravemaskiner. Førerkomforten har fået et dansk nyk, og ViO12 er ganske specielt udstyret med joystick-styring, siger Robert Kjærgaard.

Den lille nye får ikke lov til at tage alene rundt på dyrskuerne. Fem andre Yanmar-gravemaskiner er med lidt på skift, ligesom Stemas naturligvis også møder med solid repræsentation for andre maskinmærker. Blandt dem ikke mindst Weidemann, hvor sortimentet af knækstyrede læssemaskiner er særdeles bredt. Toppen af Weidemann-poppen er fortsat den 100 procent el-drevne eHoftrac. Dels er den forureningsfri og støjsvag. Og samtidig sparer eHoftrac op til 50 procent på driftsregnskabet og 43 procent på CO2-regnskabet.

Stemas tager også både små og større Ammann-vibrationsplader og andet komprimeringsmateriel med på dyrskueturen, samt lifte fra den franske producent ATN.

Hektisk weekend

Turnéen til folkefesterne for land og by indledes ganske hektisk i weekenden 27. til 29 maj. Fredag og lørdag er Stemas-folkene på plads på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa. Lørdag og søndag gælder det Landbrugsmessen Gammel Estrup ved Auning på Djursland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derefter går det slag i slag. Fra 3. til 5. juni rykker Stemas ind på Danmarks største dyrskue i Roskilde. Weekenden efter går turen til Odense til Det Fynske Dyrskue. Ind imellem deltager Stemas traditionen tro i Grøn Fagmesse på Sandmoseskolen ved Brovst torsdag den 9. juni.

Fredag den 17. og lørdag den 18. juni er der dobbelttur for Stemas-folkene. Den weekend går det løs såvel med Det Østjyske Dyrskue i Horsens og Hjørring Dyrskue højt mod nord. Landsskuet i Herning er også med på Stemas-listen. Nemlig fra den 30. juni til 2. juli. Fredag den 29. juli sætter Ribe Dyrskue punkter for sommerturen rundt i Dannevang.