Det er i højere grad private virksomheder, der slår græsset eller rydder sne for kommunerne, viser en ny analyse - men det er fortsat for lidt, mener Dansk Byggeri.

Som GRØNteknik tidligere har skrevet, er der flere og flere kommuner, der vælger at udlicitere de grønne vedligeholdsopgaver. Nu har Dansk Byggeri lavet en analyse, der sætter tal på denne udvikling.

Analysen ser på perioden fra 2007 til 2014, og her er andelen af typiske vej- og parkopgaver, som bliver udført af private virksomheder, vokset fra 35 til 40 procent. Men det er de samme 39 kommuner primært uden for hovedstadsområdet, som sender flere og flere opgaver i udbud, mens 36 kommuner beliggende primært i Storkøbenhavn i langt højere grad holder fast i den kommunale materielgård.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For borgerne er det jo ligegyldigt, hvem der rydder sne, bare der bliver ryddet, og at kommunen sikrer, at det bliver gjort til en pris, hvor borgerne og kommunen får mest for skattekronerne. Og i forhold til det med skattekronerne har kommunerne i Storkøbenhavn et forklaringsproblem, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen, i en pressemeddelelse.

Store besparelser

Ifølge Dansk Byggeris beregninger kan landets 98 kommuner til sammen spare yderligere 550 millioner kroner, hvis de i gennemsnit udliciterede 87 procent af deres vej- og parkopgaver.

- Det er trods alt også en god slat penge til kommunekasserne, som tørster efter penge til velfærd. Derfor undrer det mig, at kommunerne i hovedstadsområdet ikke ønsker at lære af de gode erfaringer, som andre har fået, siger Morten Kamp Thomsen.

Bør stilles krav

Solrød, Frederikssund, Gribskov, Ballerup og Samsø har ifølge Dansk Byggeri gjort gode erfaringer med at udlicitere de tekniske områder og sidenhen valgt at øge udliciteringen med mellem 35 og 65 procent. Til gengæld er Frederikshavn, Rebild, Fredensborg, Viborg og Lejre gået den modsatte vej og har trukket opgaver hjem til den kommunale materielgård.

- Gode erfaringer med at udlicitere driver dem til at gøre mere af det samme. Modsat de kommuner, som ikke har ret mange erfaringer med at udlicitere, bliver ved med at være tilbageholdende. Det stiger ikke af sig selv. Stod det til Dansk Byggeri, blev der vedtaget et mål om, at 70 procent af alle opgaver indenfor det tekniske område sendes i udbud inden 1. januar 2018, siger Morten Kamp Thomsen.