Gersvang Maskiner skal fremover importere de italienske Dulevo fejemaskiner i Danmark.

Gersvang Maskiner Aps beliggende i Taastrup er netop udnævnt til importør af de italienske fejemaskiner Dulevo. Dulevo, der ligger nær Parma, blev grundlagt i 1976 og ejes i dag af en større gruppe kaldet Lampogas Group.

Gersvang Maskiner Aps er et nystartet firma der beskæftiger sig med servicering og salg af maskiner til boligselskaber, kommuner, entreprenører m.m. Firmaets grundlægger er Søren Gersvang, der har en lang fortid i OG Maskiner A/S, men som nu har søgt nye udfordringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med mit store kendskab til specielt feje- sugemaskiner, store som små, er det naturligt, at jeg vil lægge stor vægt på dette segment, udtaler Søren Gersvang og fortsætter:

- Der er imidlertid basis for at kunne sælge "næsten" hvad som helst, da mine forbindelser til de nævnte kundegrupper samt til diverse leverandører jo er blevet stor med årene.

Bredt program

Dulevos fejemaskiner består af et bredt program, der kan deles op i to kategorier, nemlig en ren mekanisk fejemaskine serie samt en feje- sugemaskine serie. I den sidst nævnte kategori er i dag to maskiner på programmet, nemlig den knækstyrede type 850 med 0,8 kubikmeter smudsbeholder samt den firehjuls-styrede type 2000 med to kubikmeter smudsbeholder. De udmærker sig ifølge Gersvang Maskiner begge ved at have stor sugeevne og stor fyldningsgrad.

De rent mekaniske fejemaskiner type 5000 har firehjuls-styring og arbejder, som det fremgår, udelukkende ved hjælp af mekaniske børster samt et kulisse system, der sørger for at transportere det fejede smuds direkte op i smudsbeholderen på fem kubikmeter.