Etableringen af en ny skov og et vådområde ved Holmehave skal beskytte fynboernes grundvand mod pesticider og Odense Fjord mod kvælstof.

På Fyn ønsker man, at beskytte grundvandet mod pesticider og sænke niveauet af kvælstof, der bliver udledt i Odense Fjord. Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.

Det mål vil man nå ved at plante en ny skov, som Hedeselskabet og VandCenter Syd står bag, og etablere et vådområdeprojekt, der har Assens Kommune ved roret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tre parter er gået sammen om at søge penge til projektet og håber i samarbejde med lodsejerne at gøre dele af naturområdet tilgængeligt for gå-, løbe og cykelture.

Rent drikkevand og mindre CO2

Naturprojektet skal etableres ved en af Danmarks største kildepladser for grundvand, Holmehave Kildeplads, som spiller en stor rolle i drikkevandsforsyningen til Odense. Der arbejdes på at inddrage op til 500 hektar af oplandet til kildepladsen som en del af det samlede naturområde.

- Rejsning af ny skov er ét af de mest effektive midler, når det gælder optagelse og lagring af CO2 fra atmosfæren. Denne skov er speciel, fordi den ikke bare beskytter grundvandet og gavner klimaet, men også bliver etableret sammen med vådområde og andre lysåbne områder, som sikrer en mere mangfoldig natur, siger skovrider og Hedeselskabets projektleder Allan Bechsgaard.

Det nye vådområde kommer til at reducere udledning af kvælstof til Odense Fjord og modvirke udledningen af CO2 fra lavbundsjorden.

Vandskov nr. 2

Det er ikke første gang, at parterne samarbejder om skovrejsning. I 2017 indviede parterne, sammen med Odense Kommune, Brylle Vandskov. Den var den første af sin slags i Danmark, hvor et vandselskab og en privat virksomhed gik sammen om et større skovrejsningsprojekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lige som Brylle Vandskov bliver også den nye skov etableret og drevet uden brug af pesticider og gødning. Det er netop grunden til, at VandCenter Syd deltager, da det underliggende grundvand på den måde bliver beskyttet af den nye skov.

- Projektet vil tage os videre i det lange seje træk med at beskytte vigtige kildepladser. Det er en ressourcekrævende opgave, og derfor er det vigtigt, at vi kan løfte opgaven i fællesskab med Hedeselskabet og Assens Kommune. Vi har tidligere haft et godt samarbejde, og også her er det lykkedes at skitsere et projekt, hvor arealet skaber værdi og har flere funktioner på én gang, siger Troels Kjærgaard Bjerre, der er projektchef i VandCenter Syd.