Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Mild vinter har givet forhandler stille start
Sidste år blev vinterudstyr fra finske Hilltip føjet til Anker Bjerres forretning, men vintervejret kom aldrig, og det har ikke givet optimale forhold.
Det er ikke helt let at starte op med en ny kategori i produktprogrammet, når de potentielle kunder ikke har oplevet et behov for de nye redskaber.
Det har man mærket hos den vestjyske maskinforretning Anker Bjerre. For et års tid siden blev de forhandler af Hilltip, som producerer forskelligt udstyr til vintertjeneste. Det har været en hård fødsel, for vejret har ikke været en medspiller. Den seneste vinter mindede mere om et forlænget efterår, så sneplove og saltspredere har ikke været synderligt efterspurgt.
- Det har ikke været det nemmeste projekt, lyder det fra salgskonsulent Oliver Povlsgaard fra Anker Bjerre.
Han fortsætter:
- Kunderne har ikke lyst til at binde en hel masse penge i vinterudstyr, for erfaringen siger, at vi ikke rigtig får noget vinter. Mange satser nok på, at man kan bruge det gamle udstyr, hvis der alligevel ikke kommer det helt store sne eller frost.
Nyt marked
Anker Bjerre er nok mest kendt som New Holland-forhandler, men programmet omfatter også i høj grad maskiner og grej til have/park og til dels entreprenørerne.
Inden Hilltip var vinterudstyret dog et forholdsvis ubeskrevet blad for forretningen, der har afdelinger i Holstebro og Lemvig. Hilltip importeres af H.A. Fog, som allerede har fået hul igennem i blandt andet København.
Den vestjyske maskinforretning skulle kickstarte det finske grej i Jylland, hvor kendskabet til mærket er begrænset. En temadag sidste efterår var egentlig pænt besøgt, fortæller Oliver Povlsgaard, som også fik noget af grejet langet over disken på dagen.
Men det store gennembrud lader vente på sig i det jyske. Anker Bjerre har derfor en svær balancegang at tumle med, for selvom sne og frost ikke har været hyppig gæst de seneste år, er det ikke selvsagt at næste vinter bliver ligeså.
- Så kan det gå helt bananas. Vi skal vurdere, hvor meget udstyr vi skal have til at stå, hvis vinteren kommer. Skal folk have noget grej, så forventer de, at vi har noget, de kan komme ud at køre med, siger Oliver Povlsgaard.