Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil ikke sætte tal på, hvor mange der vil få ret til at forlade arbejdsmarkedet tidligere med Socialdemokratiets kommende pensionsmodel.

Inden folketingsvalget udtrykte Socialdemokratiet, at et sted mellem 5.000 og 6.000 personer om året ville kunne komme i betragtning til en tidligere tilbagetrækning.

Men det er ikke hugget i sten, lyder det nu fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Fagbladet 3F. Han siger følgende til bladet: "Man kan ikke antage, at det er 5.000-6.000, der kan få ret til tidlig pension. Vi sidder og arbejder på en model lige nu. Og derfor kan man ikke lægge det ene eller andet tal til grund. Men det er rigtigt, at det var det, vi spillede ud med i valgkampen."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da Socialdemokratiet i januar præsenterede deres forslag til en ny pensionsmodel, lød det, at der skal afsættes tre milliarder kroner årligt. Beskæftigelsesministeren siger, at han tror, at det vil være muligt for det beløb at sikre, at de mest nedslidte kan trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet.

Før folketingsvalget vurderede Socialdemokratiet, at det cirka var hver ottende i arbejdsstyrken, som ville få glæde af retten til tidlig pension.