Danmarks længste gågade og en promenadesti er blandt andet med i slutfasen.

Brolæggerlauget uddeler i år Brolæggerprisen for 33. gang. Den gives til et nytænkende og iderigt brolæggerprojekt.

I år er fem vidt forskellige projekter over hele landet nomineret til prisen. Det er gågaden i Esbjerg, torvene i Ringsted og Grenå, brolægningen foran Tingbjerg Kulturhus samt promenadestien i Vallensbæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi fokuserer på helheden i projekterne, men også lidt på, hvad der giver omtale. I år er det Brolæggerlaugets Seniorklub, der sidder i komitéen, og de går op i det med liv og sjæl, så den rigtige vinder skal nok blive fundet, siger Claus Johnsen, der er oldermand i Brolæggerlauget.

Stort projekt på Jyllands vestkyst

Gågaden i Esbjerg bliver lidt over en kilometer lang, når den står færdig i 2021, hvilket gør den til Danmarks længste. Belægningen er udført i jetbrændt granit, og så er den inspireret af Vadehavets mønstre med de velkendte strømribber i belægningen.

-Det er et kæmpestort projekt, som håndværksmæssigt også er meget fint udført. Det er lavet i ren granit, og man trækker ligesom gågaden ind i butikkerne ved at forhøje brolægningen ved butikkerne. Det er meget flot, siger Claus Johnsen.

To torv er bedre end et

Grenå og Ringsted er begge blevet nomineret for deres torv, men det er på to vidt forskellige grundlag. I Ringsted har entreprenøren Zacho-Lind lavet små bassiner og kanaler, der forhindrer oversvømmede kloakker og kældre. Og samtidig er store dele af den gamle granitbelægning blevet genbrugt til det nye torv.

- Man har tænkt klimaet ind i brolægningen, hvilket er lykkes godt, og som har været nødvendigt. De fire spildevandsbassiner på torvet er arkitektonisk flot tænkt ind og er lavet på en måde, så torvet bliver et attraktivt sted at være, siger Claus Johnsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Grenå er der i stedet et historisk strejf over brostenene. Artitekterne fra Skønherr har tegnet mønstret på stenene, der er små mekaniske hjul. Det skal bringe tankerne tilbage til byens gamle dampvæveri, der i midten af 1900-tallet beskæftigede en tiendedel af Grenås befolkning. Derudover er der planer om en 450m2 stor skål med springvand og omkransende træer på midten af torvet.

- Man har tænkt i både klinker og chaussésten, men det giver måske desværre et lidt rodet udtryk. Og selvom der stadig er blevet gjort et flot stykke arbejde, ærgrer det mig også lidt, at det ikke er færdiggjort. Fugearbejdet var ikke godt nok, og derfor er springvandet ikke blevet ført ind endnu, siger Claus Johnsen.

Gamle mursten

I udkanten af København finder man de sidste to projekter. I Tingbjerg har har arkitekterne fra Kragh & Berglund tegnet granitbelægningen foran det nye bibliotek og kulturhus. Her er brolægningen delt op i felter, der varierer med både brosten, chaussésten og vådstøbte betonfliser, mens den nye promenadesti i Vallensbæk er bugtet med 1900 kvadratmeter jetbrændte granitfliser i forskellige størrelser. Undervejs er der lavet ovale pladser, hvor man kan opholde sig.

- Promenaden i Vallensbæk er et fint projekt, der bugter sig gennem landskabet, og så er entreprenøren Scheller, Hougaard & Petersen lokal. Det ærgerlige her er bare, at meget af beplantningen er gået ud efter den varme sommer. I Tingbjerg er det specielle helt klart, at man har genbrugt gamle engelske mursten, som man har lagt ned igen. De kommer helt tilbage fra den tid, hvor de var håndlavede. Det er unikt, siger Claus Johnsen.

Brolæggerprisen bliver uddelt 22. oktober men først overrakt tre dage senere. Sidste år vandt Høje Taastrup Kommune for den nye stationsplads i Hedehusene.