Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kaj Bech bevæger sig ind i den næste del af grøn rute
Det flerårige projekt strækker sig over 1,7 kilometer og skal i højere grad forbinde tre store boligforeninger i midtbyen.
Der bliver tale om et tydeligt før- og efterbillede på de grønne arealer mellem tre boligforeninger i Trekanten i Holstebro, når den sidste del af projektet Den Grønne Rute står færdig ved slutningen af næste år.
Den første fjerdedel blev indviet i midten af september, og folkene fra Kaj Bech A/S, som er projektets entreprenør, har allerede bevæget sig videre til det næste parkrum på stiforløbet.
Tanken med den 1,7 kilometer lange sti er blandt andet at åbne op mellem blokkene og lægge op til ophold og samvær.

- Vi kommer igennem flere boligforeninger og laver en rød tråd fra den ene ende til den anden med forskellige aktiviteter undervejs, fortæller Annette Frandsen, teamleder hos Kaj Bech, til Grøn Teknik.
Et præg fra starten
Den Grønne Rute skal samlet set bestå af fire parkrum, som alle er opkaldt efter skikkelser fra den nordiske mytologi.
Det netop indviede parkrum hedder Njords Torv. Indgangen dertil fra den sydvestlige del af Døesvej byder på et væld af stauder og en bygget træport, som også fungerer som et sæt møbler til ophold.

Herfra snor de rødlige belægninger lagt i sildebensmønster sig mellem græs og høje blomsterenge frem til selve torvet.
Bag de gamle træer tårner det rød- og hvidstribede sejl fra Njords Skibs sig op. Det er en legeplads ved torvet, som Kaj Bech har været med til at sætte sit præg på fra starten sammen med resten af projektet.

- Normalt plejer vi at få et færdigt projekt. Den her gang har vi været med helt fra starten af i forhold til, hvad er det egentlig bygherre ønsker? Og så har vi samarbejdet med arkitekten, hvor vi har forsøgt at integrere alle de her elementer, siger Annette Frandsen.
Her har entreprenørfirmaet også kunnet drage fordel af sine lokale rødder.

- Vi har været i Holstebro i mange, mange år og har kendskab til, hvilke planter der arter sig rigtig, rigtig godt netop herude, siger Annette Frandsen.
Det næste parkrum, som folkene allerede er gået i gang med, hedder Frejas Plads og ligger i forlængelse af Njords Torv. Her vil der blandt andet komme en skaterpark.

Derefter følger Rans Park med blandt andet vandhuller og til sidst Iduns Lund med frugttræer og træmøbler.
De røde belægninger vil være gennemgående for hele ruten, og i alt ender Kaj Bech med at lægge omkring 8500 kvadratmeter klinker, som svarer til 399.500 styk.
Godt samarbejde og humør
Entreprenørfirmaet udfører stiforløbet sammen med Labland Architects og Viborg Ingeniørerne. Det gør de for Holstebro Kommune og boligforeningerne Nordvestbo, BSH og Lejerbo. Finansier af Den Grønne Rute er Landbyggefonden.

- For os er det lidt af en succes, synes vi selv. Både det at kunne få lov til at være med til at lave sådan et fantastisk projekt, men også det gode samarbejde vi har haft med bygherre, arkitekter og ikke mindst den daglige kontakt med områdets beboere.
- Det fungerer simpelthen rigtigt godt, siger teamlederen.
Rosen fortsætter til de mange medarbejdere.

- De møder ind hver evig eneste dag med godt humør, de ved alle sammen lige præcis, hvad de skal, og man kan mærke en elektricitet i luften. Det er altså skønt, slutter Annette Frandsen.
Før projektet gik i gang ved slutningen af efteråret sidste år bestod området mellem de tre boligforeninger primært af græs og træer.