Aqua-Cleaners egenproducerede pesticidfri og miljøvenlige anlæg bliver i denne tid promoveret for mulige kunder på den anden side af grænsen.

RINGKØBING: At der er travlhed hjemme på værkstedet hos Aqua-Cleaner i Hee ved Ringkøbing er ikke noget nyt. Men i denne tid er der ekstra tryk på, da man netop har igangsat et større salgsfremstød af virksomhedens egenudviklede ukrudtsbekæmpelsesanlæg, Aqua Green Heat, på det tyske marked.

Vores ældste anlæg har nu passeret 1.400 timers brug, og der er udelukkende skiftet olie og oliefilter. Ellers kører det stadig upåklageligt.

Tom Bruhn Pedersen, Aqua-Cleaner

- Vi har ombygget en bil, hvor vi har placeret et anlæg på ladet. Den er p.t. på fremvisning en række forskellige steder i Nordtyskland, hvor vi forventer at få en pæn modtagelse, fortæller indehaver Tom Bruhn Pedersen til Grøn Teknik, da vi besøger ham på værkstedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opfundet på opfordring

For fire år siden blev Aqua-Cleaner spurgt, om de ville udvikle et miljøvenligt og pesticidfrit anlæg til bekæmpelse af ukrudt i have og park-segmentet.

- I første omgang takkede jeg nej, for vi havde sådan set nok at se til med vores produktion og salg af højtryksrensere. Men jeg blev alligevel nysgerrig og tog udfordringen op. Og det er jeg glad for i dag, for vi kom op med en særdeles enkel og holdbar løsning, som vi gennem de seneste par år har solgt 60-70 eksemplarer af herhjemme, fortæller han.

Lavtryksanlæg med hedvand

I modsætning til Aqua-Cleaners højtryksrensere er Aqua Green Heat et lavtryksprodukt med hedvand, som hverken benytter sig af kemi eller sort energi. Den slår ukrudtet ned med kogende vand, som opvarmes med bio-olie.

Anlægget er stort set vedligeholdelsesfrit. Alt er rustfrit stål og drives af en særdeles stabil Honda-motor. En af de store fordele ved anlægget er, at der er fuld varme konstant, og at der ingen ventetid er for brugeren - højst et eller to sekunder mens slangerne fyldes.

- Vores ældste anlæg har nu passeret 1.400 timers brug, og der er udelukkende skiftet olie og oliefilter. Ellers kører det stadig upåklageligt, fastslår Tom Bruhn Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Klar til opskalering

Aqua-Cleaner mand i Flensborg har netop taget hul på sin salgs- og promoveringsturné hos blandt andet anlægsgartnere, gartnere, kommuner og kirkegårde. Og hjemme på værkstedet venter Tom Bruhn Pedersen spændt på de første tilbagemeldinger.

- Selv om vi har travlt i dag, så har jeg en køreplan klar for at kunne geare op. Bliver det som forventet en succes, skal vi have fundet en god samarbejdspartner i Tyskland, så vi er meget opmærksomme på vores kapacitet. Og viser det sig at blive lidt større end forventet, finder vi naturligvis en løsning på det, siger han til Grøn Teknik.