Viden bliver til handling, når forskere fra Københavns Universitet værdisætter træer, demonstrerer slid på græs og viser biodiversitetsanlæg i 1:1.

Hvordan ser en stribe græs ud, når tusindvis af fødder har gået på det i tre dage? Det vil Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) vise på Have & Landskab-udstillingen.

- Hvis man ikke løbende eftersår plænen, er den ekstra sårbar, også selvom den ser flot ud. Det er den pointe, vi gerne vil illustrere med dette uvidenskabelige forsøg, uddyber landskabsarkitekt og kommunikationsmedarbejder hos IGN, Tilde Tvedt. Udover græs har IGNs stand fokus på værdisætning af træer og klimatilpasning. Instituttet præsenterer også sine grønne uddannelser og tilbud om efteruddannelse. Og så kan gæsterne møde rådgivere fra Videntjenesten.dk og få et svar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Små og store samtaler

Man bliver jo træt i benene af sådan en udstilling

Tilde Tvedt, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning

- Vi vil vise, hvordan viden omsættes til handling. Samtidig giver udstillingen os en god mulighed for at komme i kontakt med den grønne sektor. Det handler om at holde fingeren på pulsen og finde ud af, hvad folk i sektoren taler om. Vi bruger også udstillingen til at indfange praktikværter til vores elever og studerende. Både små og store samtaler kan give et billede af, hvad vi måske skal arbejde videre med, fortæller Tilde Tvedt. Hun henviser til, at instituttet eksempelvis blev opmærksom på svampesygdommen asketoptørre, fordi praktikere i sektoren var optaget af problemet.

IGN er, sammen med Danske Anlægsgartnere, Maskinleverandørerne og Danske Planteskoler, arrangør af Have & Landskab. Udstillingen giver instituttet mulighed for at møde sine kernemålgrupper kommuner, landskabsarkitekter, kirkegårde, anlægsgartnere med flere. Og hvor gravemaskiner og bulldozere udgør blikfanget på Maskinmarken, lokker IGN blandt andet med et bioLAR-anlæg i 1:1 og kaffe brygget over bål.

- Bålkaffe er en god måde at trække folk til på. Man bliver jo træt i benene af sådan en udstilling, så det er en afslappende pause, hvor vi kan få snakket med de besøgende, siger Tilde Tvedt.