Kommunerne afgiver kontrolbud på halvdelen af alle udbud på det tekniske område. Det gælder ikke mindst vedligehold af veje og parker.

Dansk Byggeri har gang på gang peget på, at kommunerne snyder på vægten, når de afgiver kontrolbud på opgaver, der ellers skulle udliciteres.

Nu viser en ny undersøgelse blandt vej-og parkchefer i kommunerne, hvor ofte kommunerne afgiver kontrolbud på tekniske opgaver, og resultatet viser, at det sker i halvdelen af alle udbud på det tekniske område. Det gælder eksempelvis vedligehold af veje og parker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen, har fået foretaget beregninger fra Aalborg Universitet, der viser, at kommunernes kontrolbud har en samlet værdi af 2,4 milliarder kroner i 2015-priser.

Undersøgelsen viste desuden, at det står i stærk kontrast til Norge og Sverige, hvor kun en lille del af kommunerne anvender kontrolbud systematisk.

Kontrast

De nye tal fra Aalborg universitet står i kontrast til, hvad der hidtil har været fremme i debatten. Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde (ROPS) udgav en analyse i 2014, hvor man vurderede i alt 1.154 udbud af tjenesteydelser i 2013.

Kortlægningen viser, at der i perioden blev afgivet 21 kontrolbud svarende til i 1,8 procent af tilfældene. Det tal er altså i dag cirka 50 procent, og Morten Kamp Thomsen siger til Dagens Byggeri, at problemet ved kontrolbud er, at der er set flere eksempler på, at kommunerne ikke kan udregne kontrolbud på en ordentlig måde. Det resulterer i sidste ende i unfair konkurrence.

Kommunerne har vist, at de ikke er særligt gode til at administrere den type forretninger. Vi så sidste år en sag, hvor Aabenraa havde lavet store fejl i deres kontrolbud. Det betød, at deres pris var en tredjedel lavere end den nærmeste konkurrent. Men efterfølgende kunne kommunen ikke genskabe deres priser, fortæller Morten Kamp Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Utroligt lave priser

Han peger på andre eksempler, hvor kommuner kom med utroligt lave priser, som de efterfølgende har haft svært ved at redegøre for.

- Derfor har regeringen igangsat et serviceeftersyn af området, fordi man har erkendt, at de eksisterende regler ikke er gode nok til at administrere dem i praksis. Man kunne begynde med at høste de lavthængende frugter. Der er kommuner, som er gode til udbud og efterfølgende offentliggør og evaluerer deres kontrolbud. Sådan bør det være i hele landet. Vi skal hurtigst muligt have indført bindende krav for, hvor meget kommunerne skal udlicitere. Vi bør lære af Sverige og Norge, der slet ikke i samme grad bruger kontrolbud. Vi ved, at eksempelvis vej- og parkopgaver løses bedst og billigst af private virksomheder, siger Morten Kamp Thomsen og tilføjer, at det er kommet bag på Dansk Byggeri, at kontrolbud er så udbredt, som det er tilfældet.