83.000 nye træer skal hjælpes på plads inden 2025. Københavnerne skal være med til at bestemme, hvor de skal stå.

På to år har 17.000 nye træer fundet deres plads i København. Målet er 100.000 nye træer i 2025, så nu beder Teknik- og Miljøforvaltningen københavnerne om hjælp til at udpege en plads til de resterende 83.000. Dermed kan deres ønsker blive en del af Træprioriteringsplanen for 2017-2019.

Helt konkret kan københavnerne til og med uge 10 gå ind på markere op til ti steder, hvor de savner flere træer i byen. Det kan være på byens gader, pladser, parker og andre steder i byen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indgår i plan

Københavnernes input vil indgå i den endelige træprioriteringsplan, der skal indikere de områder i byen, hvor der er generel mangel på grønt. Planen kommer til at indeholde en bruttoliste over de steder, hvor forvaltningen anbefaler, at plantning af nye træer prioriteres frem mod 2019. Den forventes at blive præsenteret for Teknik- og Miljøudvalget i løbet af foråret 2017. Det er den første af tre prioriteringsplaner for træplantninger, som skal sikre, at forvaltningen når målet om at plante 100.000 nye træer inden udgangen af 2025.

Sideløbende med de mange nye træer, der skal plantes, arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen også for at bevare byens eksisterende træer. Blandt andet samarbejder forvaltningen og lokaludvalgene om at udpege byens ikoniske træer, så der kan værnes endnu bedre om dem.

Lokale forhold

Selvom københavnernes input indgår i planen, er der en lang række lokale forhold som eksempelvis jordbund, underjordisk rørføring og byens øvrige funktioner, som har afgørende betydning for, om der kan plantes træer på de steder, som københavnerne ønsker.

Siden januar 2015 er der plantet cirka 1000 parktræer, 500 gadetræer og 500 partnerskabstræer. Cirka 1500 træer er plantet eller planlagt i forbindelse med kommunale byggeprojekter og i byudviklingsområderne. Der er finansieret godt 13.500 træer, som skal plantes i den nye byskov ved Kalvebod Miljøcenter på Amager.

Københavnerne kan give deres mening til kende her.