De økonomiske vismænd har i en ny stor rapport kastet sig over dansk natur, specielt dansk biodiversitet.

Rapporten konstaterer som udgangspunkt, at biodiversiteten herhjemme er i tilbagegang, og at mange af vore arter af biologerne beskrives som truede. Det skal der gøres noget ved. Ikke bare i de særlige naturområder (Natura 2000), men overalt i landskabet. Dog særligt i skovene.

Skovene i fokus

Man konstaterer, at en stor del af vor biodiversitet findes i skovene. Derfor skal der passes specielt på disse.

I landbrugslandet er der derimod så lidt biodiversitet tilbage, at det ikke kan betale sig at sætte ind her. I rapporten står der blandt andet:

 "Den væsentligste indsats til bevarelse af arterne må nødvendigvis lægges i naturområderne - forstået som skovene og den åbne natur. Der er isoleret set hverken behov for eller fordele ved at lægge en betydelig indsats i agerlandet eller byerne. En stor indsats i skovene prioriteres derfor højt. Det er væsentligt billigere at gennemføre effektive tiltag til bevarelse af de skovlevende arter end for arterne i den åbne natur. Indsatsen bør i høj grad omfatte en omlægning af produktionsskov til urørt løvskov."

Nogen kunne være fristet til at konkludere det omvendte. Når den eksisterende skovdrift - som under alle omstændigheder er en meget mere "naturnær" driftsform end landbrug - netop har sikret bevarelsen af den største del af den danske biodiversitet, så skulle en fremtidig naturindsats vel snarere lægges i landbruget, hvor så få af de oprindelige arter er tilbage. Men sådan ser man ikke på det.

Skov er natur - ikke produktion

Skovene betragtes i øvrigt i rapporten udelukkende som natur. Intetsteds i rapporten omtales skovenes produktionsfunktion. Glemt er al snak om samfundets behov for biobrændsler, om skovenes kulstofbinding (der nedsættes i den urørte skov), om beskæftigelsen i skovbruget og i følgeindustrierne, om savværkerne og møbelindustrierne, der forsyner os med møbler, byggematerialer m.v.

47.000 hektar foreslås udlagt som urørt skov - svarende til syv gange Rold Skovs areal. I de øvrige skove foretrækker man den såkaldt "naturnære driftsform," som staten praktiserer i sine egne skov. En overgang til denne driftsform hævdes at kunne foretages uden samfundsøkonomiske omkostninger, hvilket på det lange sigt er yderst tvivlsomt.

Og omlægningerne skal suppleres med rydning af en del af vore nåleskove for at skabe flere lysåbne arealer. Det er i øvrigt interessant, at en gruppe, der ikke har nogen skovbrugsfaglige deltagere, tør gå ind og anbefale en bestemt driftsform i skovene.

Landbruget er glad

Organisationen Landbrug og Fødevarer har kommenteret rapporten positivt i en pressemeddelelse:

 "Det Miljøøkonomiske Råd peger på, at den mest effektive indsats for at sikre artsrigdom i den danske natur skal gøres i skove, i enge, på overdrev og i andre lysåbne arealer. Analysen understøtter således, at det er muligt at forene intensiv landbrugsdrift med en rig biologisk mangfoldighed". (Den sidste skal så åbenbart findes i skovene).

Direktør i Landbrug og Fødevarer Carl Aage Dahl sidder i øvrigt selv i det Miljøøkonomiske Råd.

Pressen også glad

 Rapportens budskaber går også lige ind hos de danske medier. Politiken skriver, at Danmark får mest miljø for pengene ved at gøre skovene mere jungleagtige.

Man interviewer en statsskovfoged, der med gru tænker tilbage på den tid, hvor Naturstyrelsen hed Skovstyrelsen, og statsskoven primært blev set som en leverandør til savværkerne. Hvor skoven "stort set var uden liv - med mørke nåletræer i lange lige rækker."

Mildt sagt lidt af en karikatur, når der tænkes på de mange statsskovfolk, der har arbejdet for varierede skove. Men forståelig i lyset af den aktuelle skovpolitiske vindretning.

Hvor er bæredygtigheden?

Væk - i rapporten og i medierne - er betragtninger om flersidighed og bæredygtighed. Om balancen mellem beskyttelse og benyttelse.

Hvor er afvejningen mellem de forskellige hensyn?

Rapporten fokuserer ensidigt på et enkelt af bæredygtighedens aspekter, nemlig biodiversiteten. Nok et vigtigt aspekt på den lange bane, men trods alt et aspekt, som må vejes op mod vores behov for træprodukter og andre ydelser fra skovene.

Kunne man ikke forvente, at vismændene var lidt mere vise?