På Grøn Teknik har vi spurgt flere af branchens store aktører om, hvad der kendetegnede 2018 - og hvad de forventer af 2019.

Brolæggerlauget repræsenterer 53 brolæggervirksomheder, de uddeler Brolæggerprisen og afholder kurser. Vi har spurgt oldermand i lauget, Claus Johnsen, hvad der kendetegnede året, der gik, og hvad han forventer af året, der kommer.

Hvad har for dig og din organisation/virksomhed kendetegnet 2018?

De væsentligste kendetegn i 2018 har været en fremgang i vores medlemstal samt en stabil efterspørgsel på vores kursus for tilsynsførende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har praktikpladserne, og ærgrer os derfor over, at vi ikke kan få tilstrækkeligt med lærlinge.

Oldermand Claus Johnsen, Brolæggerlauget

Desuden er vi glade for at konstatere et stigende antal nye færdiguddannede brolæggersvende til det traditionsrige og travle fag.

I 2018 fik vi fem nye laugsmedlemmer, men vi mistet også et par stykker, så nettoregnskabet er ved årets udgang 53 medlemsvirksomheder mod 50 i 2017.

Oldermanden har haft et travlt år, hvor der har været et stigende behov for at hjælpe bygherrer, rådgiver og medlemmer med vejledning i, hvordan arbejdet skal beskrives i projektmaterialet og derefter udføres, så man undgår dårlige projektbeskrivelser og deraf følgende ringe udførte brolægningsarbejder.

Denne tendens og efterspørgsel har vi helt klart mærket efter, at vi i 2015 relancerede vores kursus for tilsynsførende i forbindelse med, at standarden for brolægning og belægningsarbejder (DS1136) blev revideret. De mange kursister har efterfølgende benyttet muligheden for gratis telefonisk rådgivning hos Oldermanden, og har ringet et par ekstra gange for at sikre sig, at de tolker standarden korrekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desværre er der stadig mange, som fægter lidt i blinde, og som vi også forsøger at rette til med en faglig snak og en mulig kursusplan i det kommende år, hvor vi også gerne arrangerer interne firmakurser for de rådgivere, som ønsker det.

Travlheden i branchen betyder, at det er ekstra svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft og udlært brolæggere til at løse de mange opgaver. Virksomhederne vil gerne have endnu flere lærlinge til faget, men det er svært at skaffe dem. Vi har praktikpladserne, og ærgrer os derfor over, at vi ikke kan få tilstrækkeligt med lærlinge.

Har enkeltstående begivenheder haft en særlig betydning?

Ja, her tænker jeg specielt på to begivenheder i 2018, nemlig bronzemedaljer til to nyudlærte svende samt udvælgelsen af prismodtageren til Brolæggerprisen 2018.

Hele to lærlinge i en af vores medlemsvirksomheder, Dansk Kvalitets Brolægning ApS fra Vordingborg, modtog bronzemedaljer for deres svendestykker i september. Der uddeles kun ganske få medaljer i faget, så det var en absolut sjældenhed, at finde to medaljekandidater på én gang og endda i samme firma.

Med 5 flotte projekter og dygtige kandidater til Brolæggerprisen var der et tæt opløb i efteråret, som blev vundet af prismodtagerne fra Kragh & Berglund Landskabsarkitekter for belægningen ved det nye kulturhus i Tingbjerg. Vi ser en lysende fremtid for dette landskabsarkitektfirma, som med deres urbane projekter og masser af flot brolægning gjorde sig særligt fortjent til prisen, hvor den eksisterende belægning med engelske brosten af høj kvalitet blev genbrugt og skabte en ny identitet for pladsen ved kulturhuset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et godt gennemtænkt og veludført projekt, som resulterede i Brolæggerprisen 2018.

Hvad forventer du af 2019?

Vi forventer helt klart endnu et travlt men også lidt ustabilt år på grund af det forestående folketingsvalg, som jo altid giver lidt utryghed og forsinker beslutninger om igangsætning af anlægsarbejder.

På vores ønskeliste står derfor tre ting højt: Flere lærlinge til faget, politisk medvind til erhvervsskolerne og ikke mindst en langsigtet infrastrukturplan. Det vil gavne anlægsbranchen som helhed og dermed også brolæggerbranchen. En langsigtet plan vil give mere ro til at vi også kan planlægge langsigtet og dermed opretholde et stabilt og kvalificeret mandskab.

Endelig ønsker vi også, at vores kurser bliver ved med at være efterspurgte, for der er ingen tvivl om, at branchens parter bliver bedre til at forstå hinandens ønsker og muligheder, når der er en fælles forståelser for, hvilke rammer der kræves for at udføre kvalitetsbrolægningsarbejde.