TinyLineMarker kan opkridte en fodboldbane på 20 minutter og gør især den første opkridtning nem for en groundsman.

TinyMobileRobots har stablet en robot på benene, der kan opkridte fodboldbaner. Maskinen er set som et hjælperedskab til en groundsman.

Via en tablet har man en skabelon af en bane, som man lægger ind på et kort. Derefter kører maskinen ellers stille og roligt, indtil den er færdig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Idéen om at lade robotter opkridte fodboldbaner har været her i mange år. Men komponenterne har været for dyre, og det er først i de senere år, at det er blevet realistisk at lave en fodboldbanerobot. Det kræver stor kvalitet fra en række ting, og det kræver, at det kommer ned i et fornuftigt prisniveau, siger TinyMobileRobots' administrerende direktør Jens Peder Kristensen.

I robotten sidder der en meget nøjagtig gps, for banens linjer må maksimalt afvige en centimeter henover en langside på cirka 100 meter.

- I en mobiltelefon er der måske to til tre meters nøjagtighed. Her er det en til to centimeter. Det kræver en dyr teknologi. Men øjet er utroligt følsomt over for, om sådan en linje er lige, så når det er en robot, der laver den, skal den være totalt præcis, siger Jens Peder Kristensen.

Udover fodbold kan robotten også tegne op til blandt andet amerikansk fodbold, tennis og lave løbebaner, mens der for tiden arbejdes på at lave en skabelon, så der også kan laves quidditch-baner.

Skal være omkring den

Den første opkridtning af en fodboldbane efter vinterpausen kan tage langt tid og være tidskrævende. Der skal sættes små pæle i jorden og trækkes snore, og den tid forsvinder ved brug af robotten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Robotten er ligeglad. Den tager 20 minutter om at lave banen, uanset om det er første, anden eller tredje gang, den skal lave den. Det er der, man sparer klart mest tid, siger Jens Peder Kristensen.

Den kan dog ikke tage jobbet helt fra en groundsman. For selvom robotten er nogenlunde selvkørende, kan den for eksempel ikke registrere, hvis malingsdunken løber tør. Så fortsætter den bare sin rutine og følger sit mønster.

- Vi anbefaler, at du er omkring den hele tiden, så du kan kontrollere den. Den kan ikke køre helt selv, men den frigiver tid til, at du kan slå græs, kridte en anden bane op eller lave andet imens, siger Jens Peder Kristensen.

En anden grund til at være der hele tiden kan være træer. For robottens satellitsignal kan blive blokeret af overhængende eller høje elementer. Af samme grund anbefaler firmaet ikke, at professionelle klubber køber robotten på grund af stadion og dets mure.

- Cirka fem procent af vores kunder har problemer med træer, men det er ofte kun på en langside, hvor man kan håndskubbe linjen i stedet. Så hvis de professionelle klubber skal bruge robotten, skal det nok være på deres træningsbaner, siger Jens Peter Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge direktøren er der solgt cirka 20 af robotten i Danmark.