Thomas Jessen kender alle sider af ReTec Miljø, men rollen som direktør er han først ved at vænne sig til.

Der er gået knap et halvt år, siden Thomas Jessen satte sig i direktørstolen hos ReTec Miljø ApS i Haderslev. Det har ifølge ham selv været en periode med masser af aktiviteter, men også en anderledes hverdag end han har været vant til tidligere.

Reelt er der tale om en tilbagevenden til ReTec Miljø for Thomas Jessen, idet han fra 2004 til 2013 stod for internt salg, marketing samt leverandørkontakt i det syddanske firma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tog en afstikker på knap to år til Stenderup Maskiner mellem Haderslev og Ribe, og han havde ikke gjort sig nogle tanker om at forlade firmaet igen, før han fik et opkald fra Kjeld Jensen, som ejer ReTec Miljø.

- Han syntes, vi skulle tage en snak, for han ville gerne fritages fra nogle af de daglige, praktiske ting i driften, så han kunne koncentrere sig om kunderne, udvikling og om at følge markedet, husker Thomas Jessen.

Stor eksport

Enderne kunne nå sammen, og derfor var han pr. 1. juli tilbage i ReTec Miljø - nu i rollen som administrerende direktør.

- Det er rigtig godt at være tilbage. Vi har nok at lave, og vi har en god medarbejderskare. Vi har virkelig godt gang i eksporten af vores egenproducerede maskiner til affaldshåndtering mv.

England eksporterer i stor stil sit affald til udlandet. Affaldet fragtes i store baller til eksempelvis Tyskland og Sverige. ReTec Miljø har udviklet og producerer en særlig maskine, som kan åbne ballerne med affald på optimal vis, og det giver derfor stor efterspørgsel fra kunder i førnævnte lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vigtig del af firmaet

Derudover kommer det danske firmas engagement i den grønne sektor, hvor de blandt andet forhandler neddelere, flishuggere, grenknusere mv. Senest også med neddelere fra tyske Haas i produktprogrammet.

- Den grønne branche fylder cirka 45 procent af aktiviteterne i ReTec, så det er naturligvis en vigtig del af vores firma, siger Thomas Jessen, som allerede har vænnet sig til den nye rolle.

- Som administrerende direktør kan jeg ikke være produktiv på samme måde som i min tidligere rolle. Nu er det vigtigt at være tæt på medarbejderne og sørge for, at alt kører, og alle høres.