Maskiner, der kører i bymiljøer, skal leve op til skrappere og skrappere miljøkrav. Derfor har producent fokus på el.

Diesel er ikke lige populært alle steder. Det udskældte brændstof er ikke ønsket i mange storbyer, og maskinproducenter har sat udviklingsapparatet i sving.

Det gælder også italienske Dulevo, som netop har præsenteret ny feje-/sugemaskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gersvang Maskiner er lige hjemkommet fra et fabriksbesøg hos Dulevo, som har til huse i nærheden Parma. Med på turen var inviteret kunder, der skulle være med, da Dulevo frigav deres nye maskine, efter at den har kørt test i blandt andet Barcelona gennem længere tid.

Dulevo havde opbygget en større telthal, hvor man blev ført gennem forskellige rum, der havde temaet grønt miljø hele vejen igennem og slutteligt endte med en demo af selve sagen, nemlig den elektriske feje-/sugemaskine kaldet D.zero2. Som det fremgår af navnet, satses der her på en maskine med nul CO2-udledning.

- Vi ved jo, at de elektriske maskiner på et eller andet tidspunkt vil overtage markedet af fejemaskiner. Det bliver et krav af miljømæssige grunde, idet de elektriske maskiner støjer væsentligt mindre og ikke udleder samme mænge forurening som de dieseltrukne maskiner, siger Søren Gersvang fra Gersvang Maskiner.

Strøm til en arbejdsdag

D.zero2, der er knækstyret og dermed let at manøvrere i tætte passager, arbejder ved hjælp af to litium batterier med en maksimal ydelse på 76,8 kilowatt. Det giver energi til både fremdrift, drift af hydraulik-pumpe, aircondition og andre nødvendige strømforbrugere.

Batterierne har en ydelsestid på mellem otte og ni timer og kan alt efter opladertype være i drift på tre til fem timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det giver mulighed for en hel dags arbejde og genopladning om aftenen og natten.

Maskinens smudskasse, der kan tippes op i en højde af 1,45 meter, er på 2,1 kubikmeter. Dermed er den på størrelse med de konventionelle maskiners smudskasser.

Nyt sugehoved

Dulevo har patenteret sugehovedet på D.zero2, da man har udviklet et komplet nyt system, hvor klappen i front af sugehovedet automatisk åbner sig alt efter, hvor meget og hvor stort affald det møder. Ekstraordinært kan klappen løftes manuelt af føreren. Det er dog kun nødvendigt ved ekstra store ting. Den fleksible fejebredde går fra 1750-3200 millimeter og kan styres fra en pult i kabinens armlæn.

Kabinen har plads til to personer, men det "andet" sæde kan også bruges som aflæggeplads, da det kan slås op af bagkanten af kabinen.

- Vi går derfor med det samme helhjertet ind i denne forretning og vil forsøge at påvirke markedet i den rigtige retning, selvom vi ved, at den endelige overgang til el-maskiner vil vare nogle år endnu, siger Søren Gersvang.