Kärcher har en ny serie redskabsbærere på trapperne.

- Mig bekendt har vi en af årets største stande på cirka 900 kvadratmeter. Der har vi forskellige produkter med til rengørings- og vedligeholdelsesopgaver, både de grønne og indendørs.

Flemming Christensen, salgschef hos Kärcher, ser frem til Have & Landskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det, som er rigtig godt for os på Have & Landskab, er, at der kommer kommuner i stor stil, samt en masse beslutningstagere. Et stort antal boligselskaber, entreprenører, kirkegårde og anlægsgartnere kommer også. Det er lige nøjagtig den målgruppe, vores maskiner målretter sig til.

Kendte og nye produkter

Kärcher har mange af deres kendte produkter med til Slagelse, men der vil også være en række nyheder fra den tyske gigant.

- Vi har blandt andet en lidt mere komplet batteridrevet have-/parkserie med. Tidligere havde vi kædesav og løvblæser, og nu lancerer vi en hækkeklipper og en trimmer i samme serie, samt et rygbåret batteri. Det er helt nyt i Danmark, siger Flemming Christensen.

Derudover finder man også fejemaskiner, støvsugere, højtryksrensere og HDS traileren på standen.

Der vil også være en verdenspremiere med på HL17.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en hel serie redskabsbærer, som består af tre modeller, hvoraf vi viser de to på Have & Landskab. Den ene har navnet Kärcher MIC 42. Den kan løse alle opgaver og bære alle forskellige typer redskaber, blandt andet græsklipper, rotorklipper, vintervedligehold og feje-/sugeanlæg, fortæller Flemming Christensen.

Maskine med 42 hk

- Højdepunktet, som jeg vil fremhæve, er, at den overholder de krav til emissioner fra motorer, som gælder fra 2019 i denne klasse. Det betyder meget i et innercity-miljø, som MIC 42 er designet til at køre i, siger Flemming Christensen.

Den anden maskine er Kärcher MC 80, som er en ren feje-/sugemaskine.

- Med den her typer maskiner er vi på én national udstilling om året. I lige år er det Agromek. Men til Agromek kommer der især landmænd. Have & Landskab adskiller sig fra mange af de andre udstillinger, fordi vi har størsteparten af de besøgende fra de tre-fire største målgrupper, vi henvender os til. Det er helt unikt, slutter Flemming Christensen.