I samarbejde med arkitektfirmaet Tredje Natur og Roskilde Universitet sætter Rambøll nu gang i et erhvervs-ph.d.-projekt. Projektet har til formål at undersøge, hvordan natur opfattes og behandles i forskellige typer af bymiljøer.

Hvis vores byer skal blive mere bæredygtige, er der behov for større viden om, hvilket forhold folk i byerne har til de urbane naturområder. Derfor sættes der nu gang i et erhvervs-ph.d.-projekt, finansieret af Innovationsfonden, der skal kaste lys på dette område. Det skriver Rambøll på sin hjemmeside.

- Formålet med projektet er at undersøge, hvordan natur opfattes og behandles i forskellige typer af bymiljøer, i forskellige faser af planlægning og design samt af borgere, som bruger områderne. Det vil derfor fokusere på potentialer og barrierer for udvikling af bynatur forstået som urbane økosystemer i multifunktionelle byrum, siger Signe Filskov fra Roskilde Universitet, der som ph.d.-stipendiat står i spidsen for projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Centralt emne

Det er planen, at der skal undersøges en række cases til at belyse både planlægnings- og designprocessen samt den offentlige borgerinddragelse. Derfor er Signe Filskov meget interesseret i at modtage input til projekteksempler fra Danmark og udlandet.

Ph.d.-projektet startede d. 2. januar 2017, og Signe Filskov er ansat i Rambøll i projektperioden og vil løbende dele sin viden.

- Som miljørådgiver mener Rambøll, at naturlige økosystemer og biodiversitet i byen er et centralt emne for udvikling af fremtidens bæredygtige byer. I lyset af en række af FN's 17 bæredygtighedsmål er det klart, at vi som mennesker behøver at tage mere hensyn til den grundlæggende afhængighed, vi har af naturen for at opretholde blandt andet sundhed, uddannelse, klimatilpasning og tilgang af naturressourcer, siger Kristine Kjørup Rasmussen, der er Rambølls vejleder på projektet.