Ostler K3 har udskydelige forhjul, der gør maskinen mere stabil, når den arbejder i højden. Men hydraulikpumperne måtte gerne være kraftigere.

Der er langt imellem, at Powergear-testteamet ser en maskine, der kan noget helt unikt, men minilæsseren Ostler K3P fik de erfarne maskinfører til at løfte øjenbrynene, da den blev leveret til test. Maskinen er nemlig født med udskydelige forhjul, der skulle gøre den noget mere stabil, når den flytter rundt på et tungt læs. Desuden har den en teleskoparm, hvilket heller ikke er hverdagskost på minilæssere.

- Det var en funktion, der overraskede os, og umiddelbart fungerer systemet fint. Det gør maskinen temmelig stabil, når man sammenligner med andre maskiner af denne type. Det øger selvfølgelig belastningen væsentligt at øge sporvidden, og man kan også se, at maskinen har et meget forstærket knækled. Umiddelbart ser det ud til at kunne holde, siger Tommy Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Testteamet roser også teleskoparmen i de tilfælde, man har brug for at læsse en lastbil eller en vogn. Men til regulært jordarbejde vil der sjældent være brug for den. Desuden er teamet imponeret over løftehøjden på 3,30 meter, selv om den også giver anledning til løftede pegefingre.

Stor skovl

- Man skal virkelig passe på, når man løfter noget så højt op. Folk, der er vant til det, kan udnytte løftehøjden helt ud i marginalerne, fordi de kan deres håndværk, men hvis man er uerfaren, skal man holde tungen lige i munden. Der sker virkelig noget med balancen, når man er oppe i den højde, og det gælder uanset om man har skudt forhjulene ud eller ej, siger Tommy Larsen.

Som decideret entreprenørmaskine har den testede Ostler nogle begrænsninger. Blandt andet mener testteamet, at den medfølgende skovl er for stor. Det giver sig udslag i, at man godt kan fylde skovlen, men får problemer, når man efterfølgende vil løfte den.

- Så er maskinen lidt for let. Når der kommer læs på, så begynder hjulene at spinne rundt, siger Kim Larsen.

Selv om man godt kan fylde skovlen, så mener testteamet dog, at der mangler kraft, når man kombinerer det at køre ind i stakken med at løfte skovlen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange maskiner kan godt løfte sig selv, men vi oplevede, at den gik i stå, hvis ikke vi passede meget på. Der skal faktisk ikke så meget til - man skal holde meget på for at fylde skovlen, siger Kim Larsen, der dog også understreger, at selve trækenheden er stærk.

- Motoren er stor nok, men jeg vil gætte på, at hydraulikpumperne er for små. Men alle komponenter skal jo vejes op mod slutprisen. Når man skal lave en maskine til knap 280.000 kroner, så kan man ikke få det hele, siger Tommy Larsen.

Sidder i osen

Rent komfortmæssigt er maskinen fin, men dog lidt svær at komme ud af, fordi man skal sno sig under styrtbøjlen, når man skal ned på jorden. Desuden er udstødningen ført ud lige bag ved føreren - en løsning, som testteamet gerne havde set gjort anderledes.

- Det betyder, at man får røgen lige i hovedet, når man bakker. Der kunne man med fordel have ført udstødningen op i toppen af styrtbøjlen. Det ville ikke have krævet ret meget, siger Kim Larsen, der også gerne havde set sidespejle og bakalarm på maskinen.

Inde i kabinen tog testteamet i begyndelsen også flere gange fejl af håndtagene til hurtigskiftet og udskydningen af forhjulene, fordi de sidder lige ved siden af hinanden og har samme udformning. Problemet gøres større af, at der ikke er en ekstra udløserknap til hurtigskiftet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man skulle lige have monteret en magnetventil, så man ikke kom til at aktivere hurtigskiftet, siger Tommy Larsen, der også mener, at det ville have været en fin detalje at påføre låsen til hurtigskiftet en farve, så man kunne se, om det var låst eller ej.

- Hvis man er uerfaren, kan man nemlig godt komme i problemer med den slags. Hvis først man får taget håndtaget til hurtigskiftet, så går det stærkt - så smider man læsset. Det har altid været sådan, at der skulle to hænder til at aktivere hurtigskiftet, og det ser jeg ikke nogen grund til at ændre, siger han.

To udgaver

Der er imidlertid ros til Ostleren for at have en god venderadius, hvilket også betyder, at den er god at dreje ind i materialet med. Her laver testteamet dog også en kobling til bremsepedalen - eller manglen på samme. Ostleren har nemlig ikke en decideret bremsepedal. Den er udstyret med en hydrostatisk bremse, som tager trykket fra fremdriften, men den får ikke maskinen til at bremse på stedet, hvilket ifølge testteamet er et problem på en byggeplads, hvor murere, elektrikere og andre håndværker også render rundt og risikerer at komme i vejen for maskinen. Så skal den kunne bremse på stedet. Ostleren fås imidlertid med to forskellige indstillinger af den hydrostatiske bremse. Der er den udgave, som er testet her, der har den "bløde" indstilling, og som tegner sig for langt størsteparten af salget. Og så er der en udgave med en mere kontant bremse, som formentlig ville passe bedre til testteamets ønsker, når det gælder brugen af maskinen på byggepladser.

- Nogle steder er det ligegyldigt, at der lige går et sekund, inden maskinen standser, men hvis man bruger den på en byggeplads, er det et problem, hvis ikke man kan bremse, hvis nogen træder ud foran maskinen, siger Kim Larsen.

Bedre til belægning

Overordnet set vurderer testteamet, at den testede maskine passer bedre til landbrug og belægningsarbejde end til klassisk entreprenørarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På fast underlag er det en fin maskine. De udskydelige hjul har virket, som de skulle, og de er helt sikkert en god ide, siger Tommy Larsen, og Jens Stougaard runder yderligere af:

- Den egner sig mindre godt til rigtigt entreprenørarbejde, fordi der mangler kraft i pumperne. Men til landbrug eller et mindre belægningsfirma vil den være oplagt - hvis man skal flytte lidt jord, så er det en fin maskine. Der vil man også kunne bruge teleskoparmen ordentligt.