Norlunds årsresultat viser, at man er nået langt i en nødvendig turnaround

Det nordjyske savværk Norlund A/S har offentliggjort resultatet for 2018, der lyder på en million kroner lige ud. I sorte tal.

Resultatet vidner om en fortsat forbedring af savværkets drift samt den planmæssige implementering af turn-around planen fra 2016 mod et positivt resultat i 2017 på godt fem millioner kroner. Træerne vokser dog ikke ind i himlen for savværket, som i perioden fra 2012 til 2016 havde et samlet underskud på sammenlagt 60,2 millioner kroner før skat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En væsentlig del af underskuddet skyldes en forfejlet produktions- og marketingstrategi, hvor beslutninger har været truffet ud fra et mangelfuldt beslutningsgrundlag. Det skrev Landbrugsavisen dengang.

Samtidig var man plaget af to brande, som for alvor smittedet negativt af i regnskabet.

2018 har for Norlund dog kun været præget af planlagte omkostninger, herunder en flytning af palleproduktion til helt nye faciliteter på samme adresse som den resterende produktion. Derudover har der fortsat været fokus på implementering af en række effektiviseringstiltag, der kommer til at styrke savværkets position og konkurrenceevne.

- Særligt flytningen af begge palleproduktionsanlæg til en helt moderne og nyindrettet produktionshal på Conradsminde 23 vil fremover betyde, at vi kan høste mange synergieffekter såvel økonomisk som personalemæssigt. Forventningerne til 2019 er således, at den positive udvikling fortsætter, udtaler administrerende direktør Jørgen S. Skriver fra Norlund A/S.