Tirsdag blev de første træer til en lille lund, som vil skabe en grøn lomme på Rådhuspladsen i den modsatte ende af rådhuset, plantet.

Engang bestod området af busholdepladser og en sort busterminal. Nu plantes i alt 59 træer på arealet, hvor en cykelsti slanger sig igennem en lille lund nær hovedindgangen til den kommende metrostation.

På arealet mellem H. C. Andersens Boulevard og Vester Voldgade plantes robinie, spidsløn, japansk røn, vandgran og rød hestekastanje, og cyklisterne får dermed et lille åndehul midt på en af storbyens pulserende pladser. Alle træer ventes at være plantet ud senest på fredag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

- Det er fantastisk rart, at vi så småt er ved at få Rådhuspladsen tilbage, oven i købet i en bedre og grønnere udgave. De store metrohegn er nu væk fra Cityringens byggepladser, og mens stationerne færdiggøres under jorden, gøres pladserne på gadeplan klar til at kunne indtages igen, siger overborgmester Frank Jensen.

Cityringen - herunder Rådhuspladsen metrostation - ventes at åbne næste sommer.