Lyt til artiklen:

Trods vejr-besvær eksporterer Per i år 600.000 juletræer til Europa og Asien

00:00
Hastighed: ???x
05:23

Trods en udfordrende sæson med en meget tør forsommer og et meget vådt vinterhalvår, så vokser den danske juletræsproducent Global Nature Trees. I år eksporterer de 600.000 juletræer til Europa og Asien.

- Den der lastbil skal til Bukarest i Rumænien med juletræer. Den der skal til en stor kæde i Holland. Den ved siden af skal til en kunde i Hildensheim i Tyskland, og den, der er ved at køre, er på vej til München.

Per Skarby står på toppen af en skrænt og kan se ud over det meste af Global Nature Trees store område, hvor der lige nu er fyldt med nettede og stablede juletræer. I år bliver der eksporteret 600.000 juletræer fra virksomheden, der holder til tæt på Himmelbjerget, vest for Ry i Østjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sælger til havecentre og kæder rundt i hele Europa, men også til store dele af verden. Vi står selv for al transporten og pakningen af træerne, siger Per Skarby, der ejer Global Nature Trees.

rich-media-2
Køen af lastbiler, der er klar til at blive læsset med juletræer er lang. Foto: Marie Linddahl

Det meste af dagen triller der da også lastbiler ind ad grusvejen til Global Nature Trees, hvor der ofte holder mellem syv og ti lastbiler i kø for at blive læsset med de danske træer.

Mange af juletræerne bliver eksporteret endnu længere væk end Europa til blandt andet Vietnam, Malaysia, Singapore og Dubai.

- Vores sæson begynder meget tidligt med, at vi læsser i vores kølecontainere, som bliver sejlet til Asien. Det tager seks uger, men træerne kan sagtens holde sig, når de kommer på en grads frost. Vi skover dem lidt tidligt, og så ligger de og afmodner og gasser af, inden de kommer på frost, siger Per Skarby.

rich-media-3
Pladsen ved Global Nature Trees er delt op i forskellige områder med de forskellige kunder. Foto: Marie Linddahl

Han fortæller, at de asiatiske lande tidligere især importerede juletræer fra USA, men at mange af de amerikanske producenter er lukket efter en periode med overproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Faktisk er det sådan, at man i dag vurderer, at der er så stor mangel på juletræer i USA, at 35 procent af befolkningen ikke får et juletræ, da der simpelthen ikke er nok.

Men den jyske juletræsproducent klager dog ikke.

- Juletræer er faktisk blevet en god forretning igen, hvis man har de rigtige kunder. Vi har øget vores produktion de sidste fire år og har ofte udsolgt allerede i januar. Faktisk så har vi allerede nu udsolgt på alt, hvad vi producerer til den kommende sæson i 2024.

rich-media-5
De jyske juletræer ender i plantecentre rundt i Europa og Asien. Foto: Marie Linddahl

Fra 10 til 1.200 hektar

Per Skarby har været juletræsproducent siden 1995, hvor han startede med 10 hektar. I dag dyrker den østjyske virksomhed selv 600 hektar med de grønne træer, men de passer derudover også 600 hektar for blandt andet flere godser og slotte.

- Vi har 275 forskellige varianter, der er forskellige i højde, kvalitet og kundeetiketter. Desuden kører vi vores egen linje med vores eget brand. Vi har også 65 hektar med økologiske træer, som bliver eksporteret til hele verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Juletræerne bliver dyrket i området fra Odder til Bjerringbro.

rich-media-7
I år eksporterer Global Nature Trees 600.000 juletræer. Foto: Marie Linddahl

Flere juletræer i potter

I højsæsonen har Global Nature Trees 120 ansatte og er i dag en af de største juletræsproducenter i Danmark.

Udover de 600.000 juletræer så laver Global Nature Trees også 700 tons pyntegrønt og sælger en million planter til nye marker.

- Og så har vi 75.000 juletræer fra Tyskland, der bliver gravet op og sat i potte, som så bliver fordelt rundt i Europa.

rich-media-8
I år sælger Global Nature Trees 700 tons pyntegrønt. Foto: Marie Linddahl

Netop juletræer i potter er noget, som den danske producent oplever en stigende efterspørgsel på. I år producerer Global Nature Trees 50.000 juletræer, der er pottegroet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er især de unge, der efterspørger dem, da de gerne vil plante træet ud i haven efter jul. Lige nu snakker alle om biodiversitet og bæredygtighed, så det er der meget fremtid i. Vi vil gerne op på 100.000, for det bliver større og større hvert år, siger Per Skarby.

Også næste år lyder potteproduktionen på 50.000, men om to år er den fordoblet.

- Det tager jo fem år, hver gang man starter op, og de fleste juletræer, vi sælger, har en alder fra otte til 12 år. Så det er lang tid.

rich-media-10
De senere år er der blevet en større efterspørgsel på juletræer i potter. Foto: Marie Linddahl

Udfordrende vejr

Området omkring Global Nature Trees' hovedkontor er opdelt til de forskellige kunder, og mens ejerne viser rundt på pladsen, ser han tilbage på en udfordrende sæson.

- Der er så meget mudder i markerne i år, så det er en katastrofe. Det er så slemt lige nu, at selv på sandjorden sidder vi fast nogle gange. Samtidig med, at det er den vådeste vinter, så var det også den tørreste forsommer, så meget af det, vi plantede, døde, og mange træer tabte nåle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-12
Juletræerne, der bliver eksporteret er nordmannsgran. Foto: Marie Linddahl

- Med den tørre sommer har vi også fået det største luse-år nogensinde i vores normale juletræer. Så vi har fået tæsk to gange i år.

Stort set alle træerne er nordmannsgran, men til specialkunder og pyntegrønt bliver der også dyrket lidt nobilis.

I 2016 lukkede Per Skarby sin entreprenørforretning, så han i dag i stedet bruger maskinstationer til plantning, sprøjtning og hjælp i højsæsonen.