Lyt til artiklen:

Maskiner under Broen er tilbage i 2024

00:00
Hastighed: ???x
03:23

Efter tre udgaver af den grønne maskinmesse i Middelfart har Maskiner under Broen bevist sit værd.

Den grønne maskinudstilling Maskiner under Broen kører i stilling igen i 2024. Det står klart efter at arrangøren Maskinleverandørerne - Park, Vej & Anlæg har evalueret succesen med Maskiner under Broen i 2022, fortæller formand for Maskinleverandørernes messeudvalg, Birger Pedersen.

- Det er en kæmpe udfordring at starte en ny udstilling op, at få kørt logistikken i stilling og få udbredt kendskabet blandt gæster og potentielle udstillere. Derfor var beslutningen oprindeligt at afholde tre messer og derefter evaluere konceptet Maskiner under Broen. Og jeg må bare sige, at vi alle er enige om, at messen har bevist sit værd. Maskiner under Broen er vokset fra gang til gang, og med over 3.000 besøgende og 142 udstillere i 2022 var der ikke megen tvivl i messeudvalget. Maskiner under Broen kommer tilbage i 2024, fastslår Birger Pedersen, der også er direktør hos maskinproducenten Timan A/S

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskiner under Broen 2024 vil blive afholdt den 28. og 29. august 2024, og det sker ligesom i 2016, 2018 og 2022 på arealerne direkte ud til Lillebælt.

Tilfredse gæster

Udstillingsleder Erik Nissen har stået i spidsen for alle tre tidligere udgaver af Maskiner under Broen, og han kan godt forstå, at Maskinleverandørerne har besluttet at tage endnu en tørn i skyggen af den nye Lillebæltsbro.

- Vi spurgte gæsterne efter Maskiner under Broen 2022, om de kunne tænke sig at besøge udstillingen igen, og hele 96 procent af besvarelserne var et klart ja. Det er jo imponerende, og når udstillerne samtidig er tilfredse over en bred kam, og allerede nu glæder sig til at vise deres nyeste grej frem i 2024, er det jo bare om at komme i gang. Og som udstillingsleder må jeg sige, at det er klar en fordel, at vi nu har helt styr på udstillingsarealet, der er enkelt og overskueligt og nemt at komme til og fra, lyder det fra Erik Nissen.

rich-media-2
Der er enkelt og overskueligt og nemt at komme til og fra messen, lyder det fra udstillingsleder Erik Nissen. Arkivfoto: Torben Jastram.

Trods coronaaflysning i 2020 voksede Maskiner under Broen fra 108 udstillere i 2018 til 142 udstillere i 2022, mens antallet af gæster steg fra cirka 2.500 i 2018 til hele 3.191 i 2022. Men både messeudvalg og udstillingsleder fastslår, at det ikke handler om at tiltrække så mange folk som muligt til Maskiner under Broen 2024.

- Vi bliver ved med at gå efter fagfolkene og ikke hr. og fru. Jensen. Det er en målrettet messe for de professionelle, og det skal vi holde fast i. Når det er sagt, vil vi selvfølgelig gerne se endnu flere kommuner, anlægsgartnere, entreprenører, golffolk, kirkegårdsansvarlige og fagfolk indenfor både drift og anlæg til Maskiner under Broen i 2024, og det er jeg sikker på nok skal lykkes, når vi har succesen fra 2022 at bygge videre på, fortæller Birger Pedersen.