Grøn Teknik har bedt nogle af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2021 - og frem mod 2022. I dag adm. direktør Carsten Brandt, Reesink Turfcare Danmark.

Hvad har for dig og Reesink Turfcare kendetegnet 2021?

2021 har været et af de mere spændende år med Covid-19, som den store ubekendte faktor. Vores forretning har fungeret rigtig godt med vores organisation som det velfungerende fundament i dagligdagen. Det er mit klare indtryk, at vi ved hvad vi har med at gøre og har systemer og processer på plads til at håndtere vores dagligdag optimalt - også i en tid hvor væsentlige resurser har måttet sidde på hjemmekontoret.

Hele Covid-19 situationen har også vist os, at vi er meget privilegeret og har nogle yderst forstående og tålmodige kunder, hvilket vi er meget taknemmelige for. Vareknaphed, stigende priser og alt for lange leveringstider er - og vil være det længe endnu - en væsentlig faktor, som vores kunder må forholde sig til. Igen må jeg konstatere, at de markeder vi betjener har udvist stor forståelse, og det er jeg ydmygt taknemmelig for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

2021 ser ud til at blive endnu et forretningsmæssigt godt år på trods af leveranceudfordringer gennem hele året. Vi har desværre stadig en beholdning af ordrer, der skulle have være leveret i 2021, hvor det ikke er lykkedes os at få varerne hjem fra vores internationale leverandører, men igen må jeg rette en stor tak til de ramte kunder for deres forståelse og accept af, at leverancerne sker hurtigst muligt i det nye år.

Hvilke forventninger har du til 2022?

2022 bliver uden tvivl endnu et år, hvor vareknaphed spiller en stor rolle i vores forretning. Men håbet er, at vores producenter også kommer stærkt ud af 2021 og har kapacitet til at levere i en hurtigere frekvens i 2022. Alt hvad jeg udtaler nu, er reelt i spil igen, hvis smitten tager yderligere fart, som det pt. ser ud til, men vi forholder os positive og håber det ikke sker. Skulle det ske, ved vi at vi internt er klar til at tackle det, og så må vi håndtere de leveringsudfordringer der kommer bedst muligt.

På den positive side af den forretningsmæssige del af Covid-19 påvirkningen kan jeg med glæde konstatere, at vores kunder har afgivet mange ordrer til den uddøende 2021 sæson og også er tidligt ude med bestilling af maskiner og udstyr til 2022 sæsonen. Pt. ser 2022 meget positivt ud - hvornår vi kan levere, er så de udfordring, vi skal have løst bedst muligt herfra.

Har vi lært noget af krisen, som vi kan bruge fremadrettet?

De sidste 20 måneders sundhedskrise har lært os at, vi er en stærk lille organisation, der har processer og systemer på plads til at håndtere distancearbejde optimalt. I min optik er der både fordele og ulemper ved hjemmearbejde; ulempen er at, ved større projekter fungerer dynamikken bedre når vi arbejder i øjenhøjde, hvor fordelen er at hjemmearbejde giver mere ro til fordybelse i projektets elementer.

Desuden har de digitale fremgangsmåder og løsninger (online møder etc.) været en øjenåbner for effektiv eksekvering af forretningsmøder mm. på tværs af organisationen og koncernen, hvilket mindsker vores CO2 aftryk og er omkostningsbesparende mht. rejseomkostninger. Så det er jeg sikker på vi, og koncernen, vil forsætte med fremadrettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har branchen og myndighederne håndteret udfordringerne tilfredsstillende?

Vores brancheorganisation har som udgangspunkt løftet informationsopgaven gennem hele sundhedskrisen rigtig godt, der har været en god og tæt strøm af information, straks efter restriktioner er indført eller er blevet løftet, med klare budskaber og fortolkninger af regeringens- og sundhedsmyndighedernes informationer. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at vi er blevet ladt i stikken af vores brancheorganisation, eller har stået uden relevant information.