Et besøg i ReTec Miljø understreger hurtigt, at firmaet ikke har glemt sit ophav som smedeværksted. Lydbilledet kombineret med lugten af et svejseapparat tager imod, og netop det faktum at der er stor aktivitet inden for egne vægge, fortæller også historien bag firmaet.
De er leveringsdygtige i totalløsninger til affaldsbehandling - herunder også til den grønne branche, og specialløsningerne er efterhånden blevet deres varemærke.
- I de sidste 5-7 år har vi virkelig fået hul igennem til specialløsningerne. Nogle af modellerne sælger vi måske kun ganske få eller blot en enkelt, før der kommer et nyt behov. Derfor har vi egen tegneafdeling, der kan hjælpe kunderne med at skabe en maskine, der opfylder deres behov, forklarer Thomas Jessen, marketingsansvarlig hos ReTec Miljø ApS.
Stigende interesse
Efterspørgslen på specialmaskinerne kommer også udenfor den grønne sektor, men en agent- og forhandlerstatus af en række maskiner til blandt andet neddeling og sortering er fortsat rygraden i firmaet.
Produkter fra mærker som Jenz, Terra Select, Haas og Backhus finder vej til det danske marked gennem ReTec Miljø, og det bliver der trods et udfordrende marked ikke lavet om på.
- Der har de sidste 5-8 år været en stigende interesse for flishugning og produktion af biomasse. Markedet er stort, men det er presset for tiden, da der er flere forskellige maskinleverandører, som gerne vil byde ind. Derfor betyder det meget for os, at vores produkter er af høj kvalitet, siger Thomas Jessen.
Vigtig grøn sektor
Vi har tidligere omtalt ReTecs egenudviklede materialedoserer, der for en 20'er fylder traileren med 500 kilo kompostjord. En specialløsning, der blev skabt via en konkret kundeforespørgsel fra Sønderborg Forsyning.
De projekter vil der altid være plads til, men i øjeblikket er der helt nøgternt også bedre tid til dem, da den grønne sektor i perioder træder vande.
- Den grønne sektor er vigtig for os, og der er et øget behov for sortering af sine materialer, og en stigende interesse for at lave flis af rødder. Men vi er selvfølgelig ikke de eneste på markedet. Andre mærker byder sig til, og så er der også mange brugte maskiner på markedet, som fortsat er attraktive. Det til trods er vi godt tilfredse med vores formåen, forklarer Thomas Jessen.
Ny tromlesigte
Det forhindrer dog ikke producenterne i at bringe nye modeller på banen.
ReTec Miljø kan nu præsentere en nyhed i form af tromlesigten fra Terra Select. DT5 hedder maskinen, der er en kombination af en 2- og 3-fraktions tromlesigte.
Maskinens enkle tromleskifte betyder, at der kan ændres på antallet af fraktioner og dermed afdækkes flere opgaver og indsatsområder. DT5 har en fleksibel opbygning, som betyder, at kunden kan lægge tromlen fra T5 ind i DT5 og på den måde har den fulde ydeevne på en 2-fraktions tromlesigte T5. DT5 kan også med få greb anvende 2-fraktions sigtetromler fra andre fabrikanter.
Konstruktionen på DT5 gør det ligeledes muligt at anvende 3-fraktions tromlesigter med en speciel dobbelttromle. Her defineres det grove sigtesnit via maskebredden på den indvendige tromle. Fin-sigtesnittet kan varieres ved hjælp af de udskiftelige vævede trådbelægninger.