Randers Kommune har valgt varmtvandsanlægget HOT2O til bekæmpelse af ukrudt.

Randers Kommunes Ejendomsservice har kastet sin kærlighed på varmtvandsanlægget HOT2O, som er bygget på en almindelig trailer. Med anlægget spændt efter en lille kassevogn har man gennemført den første runde med ukrudtsbekæmpelse med varmt vand, og resultaterne ser ifølge Randers Kommunes Ejendomsservice gode ud.

Teamleder Harry Pedersen fra Randers Kommunes Ejendomsservice har indkøbt HOT2O-anlægget, som er det første af denne model her i landet. Anlægget skal erstatte gasbrænding og til dels lugning, hvor man nu i stedet udsætter ukrudtet for cirka 98 grader varmt vand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi forventer at behandle arealerne fem gange næste år, men det bliver samlet væsentligt billigere og samtidig mere effektivt end hidtil. For der første kører varmtvandsanlægget på diesel. Det koster langt mindre end gas, så selv om energiforbruget er nogenlunde uændret, så falder udgiften, fortæller Harry Pedersen i en pressemeddelelse.

Sparer en mand

- Ved gasbrænding er der en masse steder, vi ikke kan komme på grund af sikkerhedsafstand, og der har vi haft medarbejdere til at luge. Der forventer vi at spare en mand, som vi frigør til andet vedligeholdelsesarbejde på vores institutioner. Selv ukrudt op til 60-70 centimeter bliver slået ihjel af det varme vand, og nu i efteråret kan vi behandle, selv om der ligger blade. Det kan vi ikke med gas. Så antænder vi dem, siger Harry Pedersen.

- Jeg har naturligvis undersøgt markedet for alternative løsninger til gas, og valget faldt på Nesbo HOT2O bygget på en trailer. Det spiller en rolle, at Nesbo er lokal, så vi opnår en stor driftssikkerhed i kraft af kort afstand til service, siger han.

Læringsproces

Harry Pedersen kender ikke det samlede areal, hvor der skal bekæmpes ukrudt, men den første runde har taget fem-seks uger. Ejendomsservice Team Anlæg passer arealerne ved kommunens bygninger og de tilhørende fortove. Erik Frost, der kører med anlægget, forventer, at det allerede næste gang vil gå væsentligt hurtigere.

- For det første har jeg lige skulle lære at bruge maskinen, og for det andet skal jeg have styr på, hvor jeg kan tanke vand. Endelig skal jeg lære alle ejendommene at kende for at finde de mest hensigtsmæssige adgangsveje for en bil med trailer. Jeg har op til 60 meter slange, men det er jo praktisk at holde nogenlunde tæt på arbejdsstedet, siger Erik Frost.

Artiklen fortsætter efter annoncen

HOT2O er nyt i Danmark, men der kører flere end 250 anlæg i Sverige. Nesbo fik forhandlingen af det svenske varmtvandsanlæg tidligere på året.