Det patenterede Twist-klemmesystem fra Hunklinger sikrer et solidt greb om belægningsstene - selv om pallen står på et ujævnt underlag.

JMS maskinservice, som importerer hydrauliske flisebelægningstænger fra Hunklinger benyttede årets Have & Landskab til at fremvise den såkalte Twist-system.

For at få den rigtige forståelse for, hvad det nye system går ud på, kræver det lidt kendskab til Hunklingers flisebelægningstænger. Hele konceptet går ud på, at man kan flytte et helt lag belægningssten fra leveringspallen og over til det sted, stenene skal ligge. Her kan der dog godt opstå problemer, for hvis stene ikke ligger helt jævnt, kan det godt gå ud over gribeevnen - og det er her, Twist kommer ind i billedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det smarte ved den nye teknologi er, at den sikrer et godt greb om et lag fliser - næsten uanset hvor ujævnt pallen med fliser står.

- Hvis pallen med fliser står lidt skævt, så tilpasser tangen sig af sig selv. Det er et smart koncept, der er blevet modtaget rigtigt godt, fortæller Jacob Olsen, indehaver af JMS Maskinservice.

- Man har testet den i en periode i Tyskland, og nu er det kommet til Danmark, fortsætter han og understreger, at det nye system kan eftermonteres på alle Hunklingers flisebelægningstænger.

Lytter til behov

- Vi har jo et rigtigt stort udvalg, og vi kan altid tilpasse produktet til kundens behov, fortæller Jacob Olsen og fortsætter:

- Det, der karakteriserer Hunklingers produkter, er, at de er meget robuste, og så er de virkelig blevet gennemtestet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De hydrauliske tænger kan i øvrigt monteres på alt lige fra gravemaskiner til minilæssere, så der er ikke nødvendigvis behov for at investere i en ny maskine, for at bruge dem.

Hunklinger er en lille familievirksomhed, som holder til i Sydtyskland - tæt på den østrigske grænse. I Danmark og Sverige er det JMS Maskinservice, der har importen, og Jacob Olsen er begejstret for samarbejdet.

- De lytter virkelig til de behov, vi og vores kunder måtte have, og der er hurtig respons, slår han fast.

Ud over tænger til belægningssten laver Hunklinger også en multitang til blandt andet natursten og fliser. De fås med flere tilbehørsdele - heriblandt en skovl, som sikrer to arbejdsgange på samme tid.

- Man kan for eksempel lave et stengærde, hvor stabiliseringsgrus kan hældes af med skovlen, samtidigt med at man placerer en stor sten, fortæller Jacob Olsen. Kæberne på tangen kan i øvrigt forskydes, så den kan gabe over selv store sten.