Epoke har i forbindelse med et generationsskifte erhvervet Brodd Group, der fremstiller fejemaskiner, af virksomhedens stifter Per-Olov Brodd.

Det er blot tre måneder siden, at Epoke opkøbte Hydromann, der primært fremstiller og sælger mindre saltspredere, snefræsere og sneplove under varemærkerne Snowline og Westbjörn. Men den danske producent af saltspredere har fortsat kursen med opkøb af svenske Brodd Group, som fremstiller højteknologiske fejemaskiner.

Produkterne afsættes til kommuner og vejdirektorater, som også er de kunder, Epokes produkter afsættes til. Virksomheden, der både har afdeling i Sverige (Motala) og Polen (Katowice) har i alt 42 ansatte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Passer godt sammen

- Vi er meget glade for købet af Brodd, der komplementerer Epoke utrolig godt. Produkterne er af høj kvalitet, kundegrupperne er de samme, og produkterne sælges og produceres den del af året, hvor der er lavsæson i Epoke. Derudover har Brodd en velfungerende og moderne fabrik i Polen, hvor det er planen, at Hydromann-produktionen, der i dag er outsourcet, på sigt skal fremstilles. Jeg ser frem til at udvikle Brodd sammen med Per-Olov, der overgår til en rolle som senior advisor med fokus på salg og forretningsudvikling, siger Kristian Olsen, administrerende direktør i Epoke, i en pressemeddelelse.

Tiden rigtig

Med erhvervelsen af Brodd ønsker Epoke at videreudvikle virksomhedens position internationalt og realisere synergier inden for både udvikling, produktion og salg.

- Tiden er helt rigtig for mig til at gennemføre et generationsskifte. Det har været vigtigt for mig at finde en ejer, der kan være med til at videreudvikle Brodd og realisere virksomhedens betydelige potentiale. Vi er overbeviste om, at Erhvervsinvest og Epoke er et godt match, der kan være med til at drive og videreudvikle virksomheden yderligere, siger Per-Olov Brodd, administrerende direktør i Brodd Group.