Rotorklipperne måtte se sig slået af en John Deere med påmonteret slagleklipper ved græsklipningskonkurrencen ved Grøn Fagmesse.

Det var ikke alle maskinerne, der var helt på hjemmebane med en klippehøjde på de 20-25 mm, som dommerkomiteen havde lagt op til, da der var græsklipningskonkurrence i forbindelse med Grøn Fagmesse i Brovst. Og allerede efter et enkelt stræk blev klippehøjden da også sat op til 30 mm, men det var altsammen en del af det show, som konkurrencen også er.

- 20 millimeter er den nedre grænse for, hvad en plæneklipper kan klare, og vi ændrede klippehøjden, fordi vi gerne ville gerne se, hvordan deltagerne omstillede maskinerne til den nye højde, siger Hans Petersen, der er faglærer hos græsgruppen hos arrangøren af fagmessen, AMU Nordjylland Sandmoseskolen, og frontmand for dommerkomiteen, der fuldendtes af formanden for Groundsman Association Denmark og to pensionerede greenkeepere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så kompetencerne var på plads til den traditionsrige konkurrence, der hvert år er et tilløbsstykke, omend den mere er for hyggens og tilskuernes skyld end for konkurrenceelementet.

- Vi har afholdt konkurrencen i mindst otte år, og flere af deltagerne ringer på forhånd og tilmelder sig, selv om det jo bare er sjov, siger Hans Petersen.

Slagleklippere i front

Fem deltagere var at finde på startstregen, hvor Alco Ginge satte sin lid til en Solo-klipper med frontmonteret klipper, mens Ole Mathiesen Maskincenter stillede med en firehjulstrukken John Deere 1580 Terrain Cut med 160 cm slagleklipper. Lindholm Maskiner havde valgt en firehjulstrukken Shibaura med en klippebredde på 230 cm, og HAFog satsede på en Grasshopper 325D med klippebord på 132 cm. Slutteligt havde Brøns Maskinforretning valgt en firehjulstrukken Amazone Profihopper med slagleklipper, vertikalskærer og opsamler.

Da alle maskinerne havde været i aktion, og klipperesultatet var blevet nærstuderet af dommerne, var det selve maskinernes tur til at blive gået efter i sømmene.

- Maskinerne skal selvfølgelig klippe pænt, men de klipper stort set ens, og så bliver det de praktiske ting, og hvordan man bruger maskinen i det daglige, der bliver afgørende. Vi kigger blandt andet på betjeningsgrebene og siddekomforten, ligesom vi også kigger på præsentationen af maskinen. Det er en happening, hvor man har mulighed for at vise sin maskine frem, siger Hans Petersen, som efter en snak med resten af dommerkomiteen kunne give besked videre om, at John Deere-maskinen fra Ole Mathiesen Maskincenter kunne smykke sig med årets titel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Anderledes måde at slå på

Både vinderen og Amazone Profihopper kørte med slagleklipper og leverede ifølge Hans Petersen gode resultater.

- Slagleklipperne bliver efterhånden brugt meget i kommunerne. De vinder meget frem, fordi man kan køre hurtigere med dem, og så kan man også lade græsset gro lidt længere, siger Hans Petersen, som synes, at slagleklipperne har udviklet sig flot og nu kan konkurrere med rotorklipperne.

Føreren af vindermaskinen var Mads Mathiesen, sælger hos Ole Mathiesen Maskincenter, og han glædede sig over at have haft muligheden for at fremvise John Deere-maskinen med slagleklipperen på 160 cm fra Müthing, som maskinhandlen i år har fået forhandlingen af.

- Vi kørte med en slagleklipper, fordi vi gerne ville vise en anderledes måde at slå græs på. Normalt bruger man jo slagleklippere til højt græs, men den her kan også klippe pænt i lav højde, og så kan den også klare muldvarpeskud. Kommunerne bruger den meget til at klippe regnvandsbassiner med, og så skal den jo ikke slibes hele tiden lige som rotorklipperne, siger Mads Mathiesen.