Vejen Kommune kalkulerer med store besparelser på ukrudtsbekæmpelse med OKNygaards nye sprøjte, der kun skyder på ukrudtet.

Der er både god økonomi og miljøbevidsthed i at lade at gå målrettet efter ukrudtet. Det mener formanden for Vejen Kommunes tekniske udvalg, Jørgen Bruun, som har droppet ukrudtsbekæmpelse med gasbrænding og i stedet satser på en hollandsk opfindelse, som nu produceres i det vestlige Sønderjylland.

Kommunen har entreret med OKNygaard om at få has på ukrudtet. Det skal ske med maskinen Weed-IT, som med sensorer og avanceret computerstyring sender præcise og korrekte mængder herbicid ud på hver enkelt ukrudtsplante - og kun på ukrudtsplanten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre end gas

- Det er en misforstået opfattelse, at gasafbrænding er miljøvenlig. Det belaster miljøet. Det gør kemisk bekæmpelse naturligvis også, og så er det en afvejning, hvad der er mest skånsomt for miljøet. Weed-IT er en skarpskytte, som med et optisk øje registrerer, hvor der er noget at sprøjte efter. Det gør den så, og kun i præcis den mængde, der er nødvendig, siger Jørgen Bruun ogfortsætter:

- Vi forventer, at vi nogle steder kan nøjes med at ukrudtsbekæmpe tre gange i løbet af sæsonen. Det står i kontrast til de otte til ni gange, vi hidtil har været over arealerne med gasbrænderne. Nu er vi spændte på at se effekten af den præcise sprøjtning. Vores beregninger viser, at vi kan opnå en økonomisk besparelse på mellem 65 og 75 procent, og jeg er overbevist om, at den målrettede sprøjtning samtidig er til klar fordel for miljøet

Ifølge OKNygaard anvender den nye sprøjte blot fem procent ukrudtsmiddel sammenlignet med bredsprøjtning.

Bygges i Danmark

Anlægsgartnerfirmaet OKNygaard har købt Weed-IT anlægget hos Brøns Maskinforretning, som siden 2015 selv har stået for produktionen af maskineriet. Oprindelig var det den hollandske producent Rometron, der udviklede og fremstillede Weed-IT. Brøns Maskinforretning fik forhandling af sprøjterne i Danmark, men for et par år siden enedes firmaet med hollænderne om, at produktionen skulle foregå i Brøns.

- Rometron bygger ikke længere selv, men leverer sensorerne og computersystemet til os. Vi har udviklet og optimeret konstruktionen og også lavet en ny CE-godkendelse. Så i dag er det os, der både er producent og forhandler af Weed-IT, fortæller sælger hos Brøns Maskinforretning, Henrik Svennild .

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos OKNygaard ser driftsleder Theis Algren Dahm store perspektiver i at skyde præcist med herbicid i stedet for at svitse ukrudtet med gasbrændere.

- Sensorerne sikrer, at den rammer alt ukrudt og kun ukrudt. Der er ikke tale om en bredsprøjtning, hvor store dele af bekæmpelsesmidlerne rammer, hvor det ikke gør gavn. Vi kan reducere antallet af behandlinger fra otte til ti gange med gasbrænding til blot to til fire gange med Weed-IT. Foruden den økonomiske og miljømæssige besparelse på gas, opnår vi også langt mindre transport. Og det er fortsat én mand med én maskine, men langt færre timer, konstaterer driftslederen.

Med til Weed-IT hører også en håndsprøjte, som maskinføreren kan anvende ved skilte, bænke og på andre vanskeligt tilgængelige steder.