Bøgeris Transportbånd, der blandt andet servicerer og leverer transportbånd i alle størelser, kan nu introducere en ny aluminiumstransportør på det danske marked. Der er tale om den såkaldte Shifta, som produceres af engelske Mace Industries.
- Vi har allerede efter få måneder som dansk forhandler og servicepartner mærket stor interesse for Shifta, som er en letvægtstransportør, der i den grad kan holde til at blive brugt på byggepladser og i landbruget. Transportøren er på få år den mest solgte på det engelske marked, selvom den prismæssigt er op mod 50 procent dyrere end konkurrerende mærker. Den ekstra pris er hurtigt tjent hjem, da vedligeholdelsen er minimal, siger konsulent Danny Mylting fra Bøgeris Transportbånd A/S i en pressemeddelelse.
Nem at læsse
Den nye Shifta har aftagelig tragt og en maksimal nyttelast på 150 kg. Den er monteret på en sammenfoldelig bogie og har to nødstopsknapper i hhv. top og bund.
Transportøren har desuden huller til gaffeltruck, så den er let at læsse på et køretøj - og ligeledes skal enhederne være nemme at stable.
En 4,4 meter transportør vejer 116,5 kg og er med sin lette aluminiumsramme nem at manøvrere rundt med. Den hurtigste hastighed er 28 meter i minuttet, og den langsomste er 20 meter pr. minut.
Transportøren har indbygget båndstyring og en skraber. Den er ifølge forhandleren derfor velegnet til beton, jord, sand, grus og sten samt knuste materialer som murbrokker, beton og asfalt.