Bernt Ranfelt har opfundet UFO Cutter, der udnetter juletræer i en fart.

De fleste mennesker har prøvet at få en rigtig god ide til et produkt, der kunne gøre en eller anden opgave nemmere. Men der er langt imellem folk, der rent faktisk har gjort noget ved det. Bernt Ranfelt er dog i gang med at tage skridtet fuldt ud med sin UFO Cutter, der gør det nemt og hurtigt for juletræssælgeren at udnette træerne.

Bernt Ranfelt bor i Højbjerg ved Aarhus, og fra bopælen har han udsigt ud over åbne marker og den hektar, han selv har med juletræer. Herfra sælger han træer i juletiden, og det var i den forbindelse, ideen til UFO Cutter blev undfanget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kom på ideen for nogle år siden, da jeg selv skulle stå og udnette træerne. Normalt plejer mine børn at hjælpe, men det år kunne de ikke. De havde godt nok fortalt mig, at det var hårdt at stå og udnette så mange træer, og da jeg selv stod med det, kunne jeg godt se det - det er hårdt for ryggen, når man står med 100 træer eller mere, siger Bernt Ranfelt og fortsætter:

- Jeg ledte efter en løsning på problemet, men der fandtes ingenting, der kunne bruges, og så gik jeg selv i gang. Og min ide var jo ganske simpel, så jeg havde godt nok ikke forestillet mig, at den konkrete løsning ville være så svær at nå frem til.

Flere års udvikling

Det har taget Bernt Ranfelt et par år at udvikle UFO Cutteren, og det var to specifikke elementer, der vakte store udfordringer. Dels udformningen af føderen, som er skiven, der glider hen over træet og sørger for at udspænde nettet, og dels selve kniven, der skærer nettet i stykker.

- Vi fandt ud af, at der skulle være modhold i kniven, altså et sted, hvor nettet bliver holdt fast, så det kan blive skåret over. Vi havde blandt andet prøvet med en rund kniv, men den fungerede ganske enkelt ikke, og først da vi fik designet et modhold, skete der noget. Føderen har vi også prøvet alle mulige udformninger af, og den skal simpelthen have den helt præcise form, vi har fundet frem til, for at virke optimalt, siger Bernt Ranfelt, som har en større samling af prototyper, der dokumenterer den lange vej frem til det færdige produkt.

Sparer tid

UFO Cutteren er navngivet efter den UFO-lignende føder, og farven er rød, så cutteren kan ses, selv om den ligger i en snebunke eller blandt juletræer. Den er støbt i ABS-plast, der gør, at den kan klare hårdhændet behandling og at blive tabt på hårde overflader. Kniven kan udskiftes hurtigt, hvis den skulle blive sløv, men efter at have udnettet omkring 1000 juletræer med UFO Cutteren, har Bernt Ranfelt endnu ikke haft brug for det. Han er overbevist om, at opfindelsen er rigtig - nu skal kunderne bare finde ud af det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har da fået kommentaren, at "det fungerer da fint, det, vi gør i forvejen - vi har ikke brug for noget nyt", men selv om noget fungerer fint, tager det jo stadig noget tid, og hvis man har prøvet at udnette flere hundrede træer med saks eller hobbykniv, så betyder tiden jo pludselig noget, siger Bernt Ranfelt og viser, hvordan opfindelsen virker.

Med anbryderkniven, der sidder bagerst på UFO Cutter, snitter han først et hul i nettet ved bunden af juletræet, og igennem dette hul indføres føderen, hvorved UFO Cutterens hovedkniv kan få fat. Derefter udnetter han træet på et par sekunder. UFO Cutteren flyver igennem nettet takket være føderen, der løfter det fri af træet og sikrer, at hverken træ eller net sætter sig fast i forbindelse med udnetningen.

Stort marked i Europa

Formene til produktets dele er lavet i Kina, men UFO Cutteren produceres i Danmark. Indtil videre har Bernt Ranfelt solgt omkring 100 eksemplarer som følge af sidste års deltagelse på Langesømessen og annoncering i blandt andet et tysk nåletræsmagasin. De fleste er solgt til udlandet, og ambitionerne rækker noget længere.

- Der findes 35.000 stadepladser i Europa, som alle er potentielle kunder. Men det er jo langtfra alle, der kender UFO Cutteren, så vi skal i gang med at udbrede kendskabet til den. Det tyske marked er utrolig stort, men nu skal vi først på Langesømessen, og så skal vi kigge på, hvad der ellers findes af messer, siger Bernt Ranfelt, som foruden Europapatentet også har patenteret UFO Cutteren i USA.

- Men det bliver ikke i første omgang, at vi satser på USA. Vi skal først have hul på Europa, og det bliver mig selv, der skal ud og fremvise UFO Cutteren, for det er jeg jo den bedste til, slutter Bernt Ranfelt.