Den svenske messe SkogsElmia byder på alt det nyeste inden for skovens verden.

Hvert fjerde år afholdes Elmia Wood i Sverige, som bryster sig med at være verdens største skovmesse. Sidste gang var i 2013 - og dermed må vi vente et par år, inden den næste udgave finder sted.

Hvis det virker som lang ventetid, og hvis man kan nøjes med blot Nordens største skovmesse, er der trøst at hente. Elmia Woods lillesøster, SkogsElmia, er nemlig lige om hjørnet. I dagene 4.-6. juni åbnes der således op for en overflod af udstillere med relation til skovbranchen, og messeområdet er præcis det samme som ved Elmia Wood. Det vil sige skovene ved Bratteborg syd for Jønkøping - cirka tre timers kørsel fra København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

150 hektar

SkogsElmia henvender sig naturligvis ikke lige så bredt rent geografisk som Elmia Wood. Dog kalder messen sig for en skandinavisk udstilling - selv om der helt naturligt er en svensk overvægt i både udstillere og besøgende. Men udstillere fra både Finland, Norge, Danmark og i øvrigt også andre lande vil være til stede.

Og selv om der er tale om en lillesøster til Elmia Wood, er SkogsElmia alligevel blandt verdens fem største. I 2011-udgaven var der således 323 udstillere og 33.209 besøgende - og udstillingsarealet er intet mindre end 150 hektar.

Det store område lægger naturligvis op til et væld af maskindemonstrationer, og da en stor del af messeområdet oven i købet er indhyllet i store fyrtræer og graner, er det de perfekte rammer for maskiner til skoven.