I løbet af 79 dage bliver der plantet 600.000 træer ved Odense.

I løbet af 79 dage bliver der plantet ikke mindre end 600.000 træer i Elmelund Skov ved Odense. Dermed bliver de store åbne bakkedrag vest for Odense til en af Danmarks største, bynære skove.

- Det er fantastisk, at vi nu kommer til at se en helt ny skov vokse op lige i nærheden af, hvor flere end hundredtusind mennesker bor og færdes. Odenseanernes muligheder for at opleve og nyde naturen bliver helt anderledes, og skoven passer samtidig på deres fremtidige drikkevand. At bruge skov til de to formål er ikke nyt, men det er nyt at gøre det i så stor skala, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

Artiklen fortsætter efter annoncen

De første birketræer blev sat i august 2013 for at markere, at skoven var på vej. Fredag den 14. marts går det så for alvor løs.

- Vi har hele tiden vidst, at skovrejsningen i Elmelund er historisk stor. Det kommer til at ændre et stort landskab og en stor del af Odense.  Men det er alligevel noget helt særligt at stå her og se omfanget, når plantemaskinerne bliver linet op og planterne kommer rullende på lastbil efter lastbil. Som skovmand er denne opgave jo helt utrolig, siger skovrider i Naturstyrelsen, Søren Kirk Strandgaard.

Der plantes løvskov, som giver den bedste beskyttelse af grundvandet, der plantes varierede bevoksninger og 17 km skovbryn. Der bliver åbne arealer med enge og nye, små vådområder. Elmelund Skov bliver attraktiv for både mennesker, dyr og planter.

Opgaven med at plante 600.000 træer på 79 dage kræver, at der er to til fire plantemaskiner i gang hver dag. De planter hver næsten 10.000 træer om dagen.