Specialister i skovrejsningsprojekter opfordrer skovejerne til at udnytte de uventede muligheder efter de to storme.

Det var massive kræfter, der med fejende lethed nedlagde store arealer af tykke stammer, da stormene ramte de danske skove i oktober og december.

Stormrådet har vedtaget, at stormene medførte stormfald, og derved får berørte skovejere mulighed for at få skadeserstatning samt tilskud til oprydning og gentilplantning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt skovejere og skovfolk er der enighed om, at det er ærgerligt, når mange års arbejde og opsparet tømmer bukker under for naturens magtdemonstration. Men det kan også skabe nye muligheder, påpeger Peter Kjøngerskov, skovfoged ved Naturplant, der har speciale i skovrejsningsprojekter.

Flere muligheder

Han mener, at skovejerne har fået en uventet mulighed for at ændre skovens karakter. Man kan for eksempel øge produktionsniveauet, hvor løvarealer udskiftes med nåletræsproduktion. Man kan også erstatte nåletræsarealer med løvskov, som øger naturherligheden, jagtmulighederne og værdien af skoven på sigt.

En anden oplagt mulighed, der vil gavne i de stormlagte skove, er at etablere stabiliseringsbælter i skoven, mener Peter Kjøngerskov.

Et stabiliseringsbælte kan dannes med stabile træer - eksempelvis en blanding af skovfyr, østrisk fyr og sitkagran. Planterne i bæltet sættes med stor afstand, så de kan vokse sig store, uden at der skal tyndes ud mellem dem, som man normalt gør ved nye arealer.