"Imponerende kraft og effektivitet" skriver "Gør Det Selv" om Stihls batteri-kædesav, der klarede sig bedst i test af akku-kædesave.

"Gør Det Selv" har i den seneste udgave af bladet testet otte batteridrevne kædesave, og testholdet sparer ikke på roserne i omtalen af vinderen.

Stihl MSA 160 C-BQ er stærk og nem at håndtere, og der er en imponerende kraft og effektivitet i denne akku-kædesav, skriver testholdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er specielt Stihl-savens ydelse, der imponerede testholdet. Saven klarer uden problemer træstammer, der er lige så tykke, som sværdet kan række. Det vil sige omkring 27 centimeter.

Taber ikke hastighed

Det store 36 volts batteri på 4,2 Ah leverer tilstrækkeligt med kraft til, at saven skærer igennem stammerne uden at tabe hastigheden. Det er langt fra tilfældet for nogle af de andre kædesave, der deltog i testen.

Foruden testvinderen fra Stihl har testholdet afprøvet akku-kædesave fra blandt andre Husqvarna, Bosch, Makita og Black & Decker.

Selv om både bladet og de testede save først og fremmest henvender sig til gør det selv-folk, kan profferne også med fordel bruge dem til flere af de mindre opgaver.