Stormrådet har afgjort, at stormen, der ramte landet den 5. december 2013, har medført stormfald.

Stormrådet har på sit møde torsdag den 16. januar afgjort, at der efter en vurdering af stormfaldet i de enkelte landsdele efter stormen den 5. december 2013 var tale om stormfald i Vestjylland i medfør af lov om stormflod og stormfald. Afgørelsen har virkning for hele landet.

Stormrådet har samtidig afgjort, at sammenhængen mellem stormene den 28. oktober og 5. december 2013 er af en sådan karakter, at skovejere i hele landet, som er ramt af enten stormen den 28. oktober eller den 5. december eller af begge storme, nu kan søge om tilskud til oprydning og gentilplantning af den væltede eller knækkede skov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har afgjort, at der var tale om stormfald i hele landet, fordi omfanget af væltede og knækkede træer efter stormen den 5. december 2013 oversteg ét års hugst i Vestjylland. Sammenhængen mellem stormene i oktober og december 2013 betyder, at skovejere, som er ramt af disse storme, nu har mulighed for at ansøge om tilskud til gentilplantning af den væltede skov, siger formand for Stormrådet, Karen Westerbye-Juhl.

Krav og tidsfrister

Det er en betingelse for at kunne søge om tilskud til gentilplantning, at man har tegnet en basisforsikring mod stormfald. Basisforsikringen skal være tegnet inden 31. august 2001. Nye ejere efter dette tidspunkt skal have tegnet basisforsikringen senest 6 måneder efter ejerskiftet.

For at kunne komme i betragtning til tilskud til gentilplantning kræves det, at man overholder følgende tidsfrister:

1. Stormfaldet skal anmeldes til forsikringsselskabet senest den 15. marts 2014.

2. Ansøgning om tilskud til oprydning og gentilplantning skal indsendes til Stormrådet senest den 15. september 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om Stormrådet

Stormrådet er et uafhængigt råd. Rådets medlemmer er en uafhængig formand og repræsentanter fra kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet.

Rådet har til opgave at afgøre, om der skal udbetales erstatning for skader efter oversvømmelse og stormfald, og om der har været stormflod.

Det er forsikringsselskaberne, der modtager og behandler anmeldelser af stormflodsskader og afgør, om der skal udbetales erstatning i den enkelte sag.