DM i træklatring blev afgjort sidst i april, hvor den forsvarende mester trak det længste strå.

Dagene 26. og 27. april var dagene, hvor DM i træklatring skulle afgøres i skovene omkring Skanderborg - stedet hvor Danmarks smukkeste festival i øvrigt også finder sted.

Tid og sted kunne ikke være mere velvalgt. Det danske forår havde nemlig for alvor valgt at vise sit ansigt, og solen var specielt den sidste dag for en gang skyld den dominerende frem for de velkendte grå skyer. Træerne så i øvrigt også ud til at være i forårsstemning, hvilket kom til udtryk i svulmende knopper på grenene, der vidner om, at landskabet inden længe indhylles i et grønt tæppe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var dog alt andet end knopperne, der tiltræk forbipasserendes opmærksomhed, når de kiggede op. Der var nemlig stor aktivitet oppe i trætoppene, hvor atletiske skovfolk fløj rundt fra gren til gren med stor behændighed.

Tilfredse arrangører

DM i træklatring er siden 1997 blevet afholdt af Dansk Træplejeforening, og fra arrangørernes side er der også rigtig stor tilfredshed.

- Det var et fantastisk godt arrangement. Vi siger hvert år, at vi vil lave det hidtil bedste DM. Og det holdt i høj grad stik. Der var en masse publikum. Vi havde et godt samarbejde med kommunen, og det var alt i alt vellykket, lyder det fra Tage Rønne. Han har været medlem siden 1991, og i årene, der er gået, har han både været i bestyrelsen samt været formand. Nu er han en af de frivillige, der hvert år bruger mange timer på at stable arrangementet på benene.

- Jeg har været involveret i mesterskaber i mange år - både nationale og internationale. Jeg har vel været inde over omkring 50 konkurrencer, så jeg har efterhånden lidt erfaring, fortæller han.

Fem discipliner

Selve konkurrencen består af følgende fem elementer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foot-lock: Her skal man klatre op af et reb ved at låse det med fødderne. Det skulle efter sigende være en meget hård og krævende disciplin, som foregår på tid.

Hurtigklatring: En disciplin, der i al sin enkelthed går ud på at klatre hurtigt. Der er tale om friklatring, hvor man selvfølgelig er sikret af en sikkerhedsline.

Kastepose: Her kastes en tynd line med et lod op i træet, så man kan trække sin livline op. Der er markeret seks punkter i træet(tre i hver side), som man kaster efter.

Personredning: En person skal reddes ned, hvor faktorer som tid samt det at kunne yde god førstehjælp tæller.

Arbejdsklatring: Her skal deltageren rundt til fem poster i træet så hurtigt og sikkert som muligt. Ved hver post skal de udføre en handling, som svarer til at man skulle udføre reelt arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinderen til VM

Vinderen bliver den, der samlet opnår den bedste score, og det blev for andet år i træk klatreren Thomas Hegner fra Hegner Træpleje, der gjorde sig fortjent til titlen som Danmarks bedste.

Der er også en B-række, som hovedsageligt er for førstegangsdeltagere. Den fungerer ifølge Tage Rønne som en slags introduktion til konkurrencen, hvor de kan få et par fif med på vejen fra de mere erfarne gutter. Vinderen af B-rækken blev i år Søren Udbye.

- Selve konkurrencen afvikles efter de internationale standarder. Efterfølgende vil de tre bedste gå videre til europamesterskaberne, mens vinderen også er kvalificeret til verdensmesterskabet. Sidstnævnte afholdes dette år i Toronto, hvor i omegnen af 40-45 lande deltager, fortæller Tage Rønne.

- Tidligere var det USA, der var i førersædet i de internationale konkurrencer, men senere er europæerne begyndt at overtage, fortsætter han og fremhæver i den sammenhæng Tyskland og Sverige. Men også nye nationer er på vej ind i billedet - heriblandt New Zealand og Australien.

- Der kommer hele tiden nye til, og det er faktisk ret interessant. Det er nemlig tit, de kommer med en anden tilgang og nye teknikker, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vigtigt med vidensdeling

Til Danmarksmesterskabet er det typisk unge træklatrere, der deltager, mens de lidt ældre typisk er med til selve organisationsdelen.

- Det kræver jo også en vis erfaring at sørge for, der er den rigtige opsætning til de forskellige konkurrencer, forklarer Tage Rønne og understreger, at der er en del logistik omkring konkurrencerne. For at illustrere dette, fremhæver han, at der i år var 15 personer, som deltog i konkurrencen, mens hele 25 var med som hjælpere - og alt er frivilligt arbejde.

- Når det er blevet tid til konkurrencen, mødes vi om onsdagen, sætter op om torsdagen, afvikler mesterskabet fredag og lørdag, og til sidst pakker vi sammen om søndagen, forklarer han. Alt i alt kommer det til at koste de frivillige seks til ti arbejdsdage, og alle udgifter som transport og ophold er ud af egen lomme.

- Det siger lidt om, at det er det sociale, der betyder noget for os.

- En del af ideen med disse konkurrencer er jo at mødes rent socialt, men også for at højne sikkerheden i faget og udvikle teknikkerne - det er her, nye input spredes. Og hvis der har været ulykker i branchen, er det her man snakker om det, så andre lignende ulykker kan bremses. Så det er helt klart også et spørgsmål om vidensdeling.