Efter mere end 16 år træder Ove Kloch tilbage som administrerende direktør og koncernchef for Hedeselskabet.

Hedeselskabets administrerende direktør Ove Kloch har valgt at fratræde stillingen, og den store virksomheds bestyrelse er derfor i færd med at identificere en ny person til direktørstolen.

- Jeg har været i selskabet i mere end 16 år nu. Det har været en spændende og udfordrende rejse sammen med fantastisk engagerede og forandringsparate kollegaer. Vi kan i dag se resultatet i et stærkt økonomisk og fagligt Hedeselskab. Nu vil jeg overlade styringen af selskabet til en ny person, der kan tilføre nye perspektiver, fortæller den afgående direktør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mange år i spidsen for koncernen gør ham til den længst siddende direktør i Hedeselskabet siden Enrico Mylius Dalgas, som var med til at stifte selskabet. Og i de mange år har koncernen - med hovedsæde i Viborg - gennemgået en rivende udvikling.

Stor vækst

Da Ove Kloch tiltrådte som administrerende direktør for Hedeselskabet i 1997, var der 850 ansatte i selskabet, som havde en omsætning på 700 millioner kroner.

I dag er Hedeselskabet en forening med status som erhvervsdrivende fond og står i spidsen for datterselskaberne HedeDanmark, Orbicon, Hedeselskabet Sp. z o.o. og de associerede selskaber Xergi og Rindibel.

En stigende andel af koncernens aktiviteter foregår nu uden for Danmarks grænser, og den samlede stab er vokset til omkring 2000 medarbejdere, mens omsætningen i 2012 overstiger 2 milliarder kroner.

Succesfuld leder

Ove Klochs beslutning om at træde tilbage blev truffet sidste år og meddelt bestyrelsen i december. Herefter indledte bestyrelsen søgning efter en ny administrerende direktør til selskabet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bestyrelsen er overordentlig tilfreds med den måde, Ove Kloch har ledet selskabet på, og de resultater der er opnået. Ove Kloch har som den længst siddende direktør brugt den styrke, kontinuitet i ledelsen giver, til at udvikle Hedeselskabet, så det i dag kan være svært at genkende den virksomhed, han overtog i 1997, siger bestyrelsesformand Frants Bernstorff-Gyldensteen og fortsætter:

- Omsætning, overskud og dermed egenkapital er steget, så Hedeselskabet i dag fremstår velkonsolideret og med muligheder for at fortsætte fremgangen i Danmark og i udlandet.

Nye udfordringer

Selvom fødselsattesten afslører, at han er fyldt 65 år, betyder fratrædelsen i Hedeselskabet på ingen måde et farvel til erhvervslivet for Ove Kloch.

Uden for selskabets døre er han nemlig engageret i en række bestyrelser, ligesom han har nogle nye tilbud fra erhvervslivet, som han i øjeblikket undersøger.