Branson kompakttraktorerne produceres i Sydkorea og færdigsamles i Europa eller i USA.

Hvis en eller anden synes, at den koreanske Branson kompakttraktor har en amerikansk motorlyd, er det ikke skudt helt ved siden af. Samtlige Bransson-modeller er nemlig udrustede med amerikanske Cummins dieselmotorer - eller måske rettere med koreansk byggede motorer, der er præcis magen til Cummins-motorerne.

Forvirret ?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ja, men det er heller ikke så sært, med mindre man ved, at Branson traktorerne bygges af den store koreanske koncern Kukje Machinery Company Ltd., som siden 2002 også har produceret alle små Cummins dieselmotorer mellem 20 og 80 hestekræfter.

Branson er et nyt mærke i Danmark, men har været kendt i for eksempel Tyskland og specielt USA i årevis. Det er maskinhandler Torben Nielsen fra DAG Maskiner i Sjøstrup øst for Aars, der har introduceret Branson i Skandinavien.

Up to date-teknik

- Der er tale om en traktor til en særdeles fornuftig pris, bygget i en god kvalitet. Branson vinder faktisk ved nærmere bekendtskab, når den bliver gået grundigt efter i sømmene. Men traktoren er ikke blot godt sat sammen, den bygger også på moderne teknik, der lever op til dagens standard. For eksempel er Branson 20-serie udrustet med vendegear med 12 fremadgående og 12 bakgear, siger Torben Nielsen.

Branson er oprindeligt amerikansk, og den første traktor blev bygget i 1968. I dag bliver Branson produceret på Kukje-fabrikken i Korea, hvor der også produceres traktorer til nogle af verdens kendteste producenter, som sælger dem under eget varemærke, fortæller Torben Nielsen.

- Derfor har Kukje-koncernen også to amerikanske samlefabrikker under Branson-navnet og flere end 200 forhandlere i USA, fortæller Torben Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre traktorserier

Branson traktorerne markedsføres i Danmark i tre serier. 00-serien er små, superkompakte traktorer med trecylindrede motorer på 1,2 liter med eller uden turbo. Modellerne leveres med enten hydrostatisk eller mekanisk transmission.

10-serien er hydrostatiske traktorer på 35 hestekræfter, der ydes af en trecylindret diesel på 1,7 liter. Samme motor genfinder man i de to mindste modeller i 20-serien, enten uden turbo eller med turbo, der hæver ydelsen med fem hestekræfter til 40.

De større modeller i 20-serien er alle forsynede med firecylindrede motorer uden og med turbo. De yder fra 40 hestekræfter til 58 hestekræfter. Alle modeller i 20-serien har mekanisk vendegear med 12 trin frem og bak.

Fabriksmonteret ekstraudstyr

- Branson bygger traktorer i 20-serien helt op til 80 hestekræfter, men de største tager vi kun hjem efter ordre. Det er ikke min vurdering, at det er i den størrelse, at Branson har sin styrke, forklarer Torben Nielsen.

Samtlige modeller leveres standard med firehjulstræk, trepunktsophæng med flydende højderegulering og valgfri vægtfordeling samt to dobbeltvirkende hydraulikudtag i bag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Desuden kan alle traktorerne leveres med fabriksmonteret frontlift eller frontlæsser. Som regel sælger vi også traktorerne med fabriksbygget og -monteret førerkabine, så man uden problemer kan bruge traktoren i alt slags vejr, siger Torben Nielsen.

Stort styreudslag

En anden ting, Torben Nielsen fremhæver, er traktorens store manøvredygtighed.

- Branson-traktorerne har et styreudsving på ikke mindre end 61 grader. Det betyder, at traktorerne er meget nemme at komme rundt med, også på steder, hvor der ikke er meget plads. For eksempel på kirkegårde eller i byparker. En anden finesse, der også er en stor behagelighed i dagligdagen, er den elektro-hydrauliske tilkobling af PTO-udtaget. Det sker fra førerpladsen med et enkelt drej på en knap. PTO'en har i øvrigt to hastigheder, nemlig 540 og 1000, der er standard i dag, siger han.

Mange muligheder og modeller

Ud over førerkabine, frontlift og frontlæsser kan Branson også levere en gravearm til trepunktsmontering på bagliften. Traktorerne kan også fås med ekstra hydraulikudtag eller med mekanisk PTO-udtag i fronten, ligesom traktorerne kan leveres med forskellige dæktyper, også deciderede græsdæk.

- De mange muligheder både i modeller og udstyr gør Branson velegnet til en lang række opgaver, hvad enten det er i kommunale vej- og parkafdelinger, på kirkegårde eller for eksempel på campingpladser. Vi har netop solgt en traktor i 00-serien med ekstra sporvidde på forakslen til en campingplads. Det giver traktoren øget stabilitet, når der for eksempel arbejdes med tunge materialer med frontlæsseren, forklarer Torben Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fagmand bag firmaet

Torben Nielsen er uddannet landbrugsmaskinmekaniker, så han ved præcis, hvad der er op og ned på en traktor.

- Det giver efter min mening køberne en ekstra sikkerhed, at det er en fagmand, de handler med. Det betyder også meget, hvis der over tid skulle opstå et eller andet problem med traktoren. For køberne er det også betryggende at vide, at Branson har samlefaciliteter og reservedelslager i Tyskland, så vi kan have alle nødvendige reservedele hjemme i løbet af et døgn. Kniber det, kan vi endda få reservedelen leveret direkte til den kunde, der står med problemet, lover Torben Nielsen.

Han startede DAG Maskiner i 2007 med base på hjemadressen på en nedlagt landbrugsejendom i Sjøstrup i Vesthimmerland. Siden har de øgede aktiviteter ført til flere knopskydninger, så DAG Maskiner i dag ikke kun råder over bedre lagerfaciliteter, men også et godt lille service- og klargøringsværksted.

Ud over importen af Branson-traktorerne forhandler Torben Nielsen de amerikanske Hustler zero-turn græsmaskiner. DAG Maskiner har desuden nu fået forhandlingen af de amerikanske Snapper plænetraktorer.