Hardman Havemaskiner byder på en ny, støjbegrænset firetakts buskrydder og nye redskaber til multimaskinen.

Hardman Havemaskiner i Ikast har ikke ligget på den lade side siden sidste Agromek. De to år er ikke kun brugt til at bide sig fast på det danske marked med et program af dansk specificerede, men kinesisk producerede have- og parkmaskiner. Tiden er også brugt på at udvikle nye modeller og redskaber, så der bliver rigeligt at se på Hardmans stand, når Agromek ruller af stabelen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de vigtigste nyheder fra i år henvender sig først og fremmest til professionelle brugere i kommunernes grønne afdelinger. Det er en ny buskrydder med en firetaktsmotor. På grund af motoren er buskrydderen tungere i forhold til ydelsen end en traditionel totakter, men til gengæld har motoren en anden fordel.

- Firetaktsmotoren støjer ganske enkelt mindre. Det betyder rigtig meget, når man skal bruge den i tæt beboede områder eller steder, hvor støj af andre grunde er uønskede, forklarer Martin Kiel.

Det kan for eksempel være på hospitaler eller plejehjem, men også på skoler og ved kontorbygninger, hvor tolerancen over for en larmende buskrydder er minimal.

- Vi fik de første eksemplarer hjem i sommer, og siden har for eksempel Ikast-Brande kommune købt en del firetakts-buskryddere, netop på grund af støjreduktionen, siger Martin Kiel.

Vibrationsdæmpet buskrydder

- Vi har også fået en ny buskrydder med effektiv vibrationsdæmpning af aksel og pibe samt et multistyr, der kan reguleres i alle ender og kanter uden brug af værktøj. Det er ikke kun styr og akselophæng, der er nyt. Motoren på 52 kubikcentimeter er også nydesignet og det samme er bæreselen. Det hele handler om at vi nu har fået en maskine, de professionelle kan arbejde med i mange timer af gangen uden at få "hvide fingre" på grund af vibrationerne, siger Martin Kiel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den vibrationsdæmpede buskrydder fås foreløbig kun med den nye totaktsmotor, men til foråret kommer firetaktsudgaven også med multistyr.

Professionelt pælebor

Hardman har også en ny kædesav på 45 kubikcentimeter og værktøjsfri opstramning af kæden klar til Agromek sammen med en ny, 26 kubikcentimeter topkapper på fire meter. Det vil sige, at en bruger af almindelig højde kan klippe grene og kviste helt op i seks meters uden en stige.

- Vi satser også på at kunne præsentere et nyt, tomandsbetjent pælebor med en 52 kubikcentimeter totaktsmotor. Boret egner sig til lidt mere omfattende hegnsopgaver, og derfor følger der også tre forskellige bor med. Et bor på 100 millimeter, et bor på 200 millimeter og et på 300 millimeter. Desuden hører der forlængerrør til maskinen, så man uden problemer kan nå ned i frostfri dybde, siger Martin Kiel.

Pælebordet er så nyt, at det endnu ikke er kommet hjem fra Kina. Men Martin Kiel lover, at det nok skal nå frem.

- Med mindre skibet synker, tilføjer han dog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye hoveder til multimaskinen

Hardmann Havemaskiner er nok mest kendt for sin multimaskine, der kan lidt af hvert. Den er bygget som en buskrydder, men med udskiftelige redskaber - og her er der også nyheder siden sidste Agromek.

- Vi har blandt andet fået et kultivatorhoved, en kantskærer, en luftpudeklipper, et fejehoved og en løvblæser til multimaskinen. Desuden kommer der en lille sneslynge, som jeg håber når til Danmark inden Agromek. Den er 35 centimeter bred og derfor helt perfekt, når der skal ryddes en gangsti over til garagen, udhuset eller stalden, mener Martin Kiel.

Blandt nyhederne er også to modeller i motordrevne plæneklippere.

- Den mindste plæneklipper kalder vi kondi-modellen, fordi den er ikke selvkørende. Den er nok mest beregnet til private haveejere. Den store model kalder vi til gengæld de-luxe modellen eller fire-i-én modellen, fordi den har fire funktioner: bagudkast, sideudkast, bioklip eller opsamling. Klippebredden er 56 centimeter og motoren har fem hestekræfter, hvilket gør den velegnet til klibning mellem snævre bede, under buskadser og rundt om træer i parker og anlæg, siger Martin Kiel.