HedeDanmarks gartnere skåner ikke deres selvkørende Timan RC-750 buskrydder

400-450 gange om året slipper gartner Preben Andersen sin fjernstyrede Timan RC-750 buskrydder løs på skrænterne i de regnvandsbassiner, som HedeDanmark har ansvaret for at pleje. Og så får den selvkørende buskrydder ellers lov til at guffe sig igennem revl og krat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den er fantastisk til det ekstreme. Det er også derfor, at vi har investeret i den. Den skal jo netop klare de opgaver, hvor det tager for lang tid eller er svært at gå med en håndholdt buskrydder. Timan'en skal køres til grænsen, og det bliver den, tro mig, fortæller gartner Preben Andersen fra HedeDanmark og fortsætter:

- Den klarer rasende meget og arbejder hurtigt, og så tager den også nemt fingertykke grene og mindre buske.

Kun én ulempe

Preben Andersen er også meget begejstret for kvaliteten af det udførte arbejde. Grene og græs knuses, så materialet hurtigere omsættes i naturen.  

Timan RC-750 buskrydderen får ligeledes pæne skudsmål med på vejen, når det gælder fleksibilitet og mobilitet. Den kommer uden besvær igennem låger og smalle passager, ligesom den er nem at få op på en trailer.

- Timan RC-750 buskrydderen gør mit arbejde lettere, og jeg kan nå meget mere på samme tid. Jeg kan fjernstyre maskinen oppe fra toppen af bassinerne og slipper dermed for dårlige arbejdsstillinger. Den eneste ulempe er, at man hurtigt buler ud på maven, fordi man bevæger sig mindre, griner Preben Andersen.