Lasse Petersen er uddannet topkapper og bruger sin viden fra træbranchen i sit virke som lærer

Der findes beslutninger og valg, man selv træffer, og så findes der de, som bliver taget for en. I den sidste kategori findes eksempelvis de firmaer, som bliver ramt på økonomien, og hvor andre instanser tvinger en til at finde andet arbejde.

At være topkapper er et særligt erhverv. Det er på mange måder et specialiseret erhverv, og af samme årsag er behovet for specialistens evner ikke altid lige efterspurgte. I tider, hvor kunderne overvejer hver krone til investering mere end en gang - og nogle gange flere gange yderligere - er det sin sag at erhverve sig fuldt ud ved topkapning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Topkapper som studiejob

Det har dog aldrig været planen for 29-årige Lasse Petersen. Han fik land og natur ind på kroppen allerede i sin barndom, og som voksen fulgte han sin interesse op med en række kurser på Skovskolen, så han i foråret 2007 kunne kalde sig topkapper.

- Jeg havde interessen for træklatring, og har fortsat en forkærlighed til det at arbejde udenfor. Ved at bruge topkapperuddannelsen og træklatringen som erhverv kombinerede jeg de to verdener. Jeg kan bruge ting fra begge verdener, og de er blandet sammen i mig som person, siger Lasse Petersen.

Imidlertid er det ikke omkranset af meterhøje stammer, vi finder ham denne dag. I stedet for tager han imod blandt bogreoler, lyse træmøbler og flere stakker af papirer mellem computere og røde termokander med kaffe. Vi er på Helgenæs Naturefterskole nær den sydligste ende af Djursland.

Her har han været ansat, siden han i sommeren 2011 blev uddannet folkeskolelærer. Ikke af nød, fordi arbejdet som topkapper ikke bar frugt. Tværtimod sikrede uddannelsen som topkapper Lasse Petersen et unikt studiejob, mens han læste på lærerseminariet.

- Det var et helt bevidst valg. Jeg havde cirka 20 opgaver om året. De spændte fra at fjerne nogle få grene og til at lægge hele træer ned fra toppen, fortæller Lasse Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Champignon-formet træ

De første kunder kom helt konkret fra den anden side af hækken, idet hans naboer havde brug for hans evner. Det skabte forespørgsler fra deres familie og vennekreds, og sådan kan godt udført arbejde forgrene sig i det private kundesegment.

- Jeg har lavet verdens mærkeligste birketræ hos et ægtepar, som ville have havudsigt, men de ville samtidig beholde deres træ. Jeg forklarede, at resultatet ikke ville blive pænt, og det bedste ville være at fjerne træet helt. Men de fastholdt deres ønske, og så måtte jeg i gang med at beskære. Træet lignede en champignon bagefter, men kunden fik sin havudsigt og var tilfreds - trods et underligt træ, husker Lasse Petersen med et stort smil.

På et tidspunkt blev han også hyret af Aarhus Kommune til at opstamme en række piletræer på en skole.

- Det skulle mindske algevæksten på træerne, men efterfølgende valgte de at fælde dem alle sammen, konstaterer Lasse Petersen.

Aktiviteter i træerne

Han har aldrig været i tvivl om, at det var lærergerningen, der havde hans store fokus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Allerede på Skovskolen begyndte mine tanker om at kombinere min uddannelse derfra med et andet fag. At arbejde i skovene er hårdt for kroppen, og jeg vidste at hvis jeg fuldt ud helligede mig det arbejde, ville det slide mig op. Det er uvante arbejdsstillinger, hvor man også hænger på hovedet en gang imellem. Alt det har jeg det fint med - bare ikke på fuld tid, siger Lasse Petersen.

Sin baggrund som topkapper opfatter han blot som en bonus overfor sine elever. Han har sin lærermæssige uddannelse på plads, og den krydrer han så med sin viden fra skovbranchen.

- Jeg har bygget aktiviteter i træerne med eleverne, og bruger på flere måder min viden fra arbejdet med træerne i undervisningen på efterskolen. Vi har naturhold, som blandt andet indebærer aktiviteter i træerne. Når jeg bygger baner, kan jeg altid fortælle eleverne om de forskellige teknikker i klartingen. Det er altid dejligt at have en højere fagligt niveau, end der reelt er brug for, og når man nu kan bidrage med lidt mere, hvorfor så ikke give det videre? Det er givende for eleverne, mener Lasse Petersen, der endvidere underviser i blandt andet træklatring via DGI Motion & Fritidsliv.

Anderledes konkret

Han følger Dansk Træklatreforenings normer, og det er hans erhvervsudstyr, han ifører sig, når han arbejder i træerne. Hans interesse for området har smittet af på flere af eleverne, og da to af eleverne på skolen ønskede at skrive om træfældning i en opgave, var det oplagt, at han hjalp dem på vej med lidt litteratur.

- Jeg underviser i fysik og matematik, og her kan jeg også bruge min viden som skovarbejder. I fysik i form af de forskellige træers egenskaber som eksempelvis byggematerialer og i matematikken som en metode til at forstå anvendelsen af regneformer. Man kan bruge matematikken til at beregne højden af et træ samt træets rumfang, før man begynder at arbejde med det. Der kommer min viden og erfaring ind, og ved at gøre det anderledes konkret er det nemmere for nogle at forstå matematikken, siger Lasse Petersen.