Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fra garage til verdensmarked: Hos Timan er arbejdspladserne en hjertesag
Når Birger Pedersen går over parkeringspladsen hos Timan, kan synet af medarbejdernes biler få ham til at rette ryggen. Bilerne minder ham om, hvad virksomheden er blevet til, og hvor mange mennesker der har deres hverdag her.
- Jeg er stolt af, at vi stadigvæk har en virksomhed, som kan brødføde en flok mennesker, siger han.
I dag er de 36 medarbejdere i maskinvirksomheden, som han driver sammen med sine brødre Arne og Henning. Fra 7.000 kvadratmeter produktionsareal i Tim sendes redskabsbærere og fjernstyrede skråningsklippere ud til kunder i en lang række lande. Omkring 75 procent af omsætningen kommer fra eksport.
Men selv om maskinerne rejser langt, har brødrene holdt fast i deres hjemby.

Timan har nemlig til huse i bygningerne fra den gamle Tim Maskinfabrik, som brødrenes far startede i 1961. Her har familien arbejdet med maskiner gennem årtier, og her har Timan i dag lejet sig ind.
Virksomhedens egen historie begyndte i 2004. Henning, der er ingeniør, gik i januar i gang med at konstruere en maskine i garagen. I september sagde Birger sit job som salgschef op for at være med. Hos Birgers storebror kunne de låne værkstedet og få chassiset samlet. Året efter kørte den første prototype af redskabsbæreren Tool-Trac.
Arbejdsdelingen mellem brødrene er stadig tydelig: Arne tager sig af økonomien, Henning af teknikken og Birger af salget.

- Vi er jo vokset op med maskiner og noget, der kunne køre rundt, med motor og hydraulik, fortæller Birger Pedersen.
At skabe en maskine var dog kun den første opgave. Den skulle også ud til kunderne. En tidlig aftale med et forhandlernet blev vejen til markedet, og allerede fra begyndelsen besluttede brødrene, at EU skulle være deres hjemmemarked.
Nye dele og kendte hænder
Ude i produktionen er der både automekanikere, andre faglærte og selvlærte håndværkere. Flere medarbejdere har været med siden begyndelsen, og enkelte har ligesom brødrene rødder i den gamle maskinfabrik.
En af dem, der samler maskinerne, er Kim Maquardt. Han er egentlig uddannet automekaniker. Men nyder arbejdet med at samle de spritnye maskiner hos Timan.

- Nu kan du jo se, at jeg ikke er beskidt. Det er næsten det samme arbejdstøj, jeg havde på i mandags, siger Kim Maquardt.
Han vurderer, at han alene i kabineafdelingen har været med til at samle omkring 250 kabiner, før han rykkede videre til andre montageopgaver.
På en anden maskine bliver der gjort klar med blandt andet aircondition, sæde og kameraer. Den skal til Tjekkiet. Dermed får eksporttallene en konkret adresse midt i det daglige arbejde.
Dagene bliver aldrig de samme
For Sophie Nielsen, der har været hos Timan i knap 11 år, er det især variationen og kontakten med kollegerne, der gør arbejdspladsen attraktiv.
- I og med at jeg både er indkøber og planlægger, bliver dagene aldrig de samme, fortæller medarbejderen.

Opgaven er at få materialer og produktion til at passe sammen. Dele kommer fra både Danmark og udlandet, og de skal være fremme, når der er brug for dem. Samtidig skal de helst ikke komme så tidligt, at der bindes unødigt mange penge på lageret.
- Jeg har rigtig mange kontakter ud til produktionen og til lageret, og al den dialog kan jeg godt lide.
Den kunstig intelligens er kommet til Tim
Selv om Timan er en mindre virksomhed, har medarbejderne taget AI i brug til at udvikle nye digitale systemer. Virksomhedens AI-ansvarlige, Nicolai Bjerg Moesgaard, fortæller, at han uden erfaring med programmering har bygget en portal, hvor sælgerne kan konfigurere maskiner og lave tilbud.
Til messer har han desuden udviklet en løsning, hvor både sælgere og besøgende kan finde oplysninger om maskinerne:
Flere maskiner at stå på
Finanskrisen blev et vendepunkt for Timan. Den viste ifølge Birger Pedersen, hvor sårbar virksomheden var med ét hovedprodukt. Derfor begyndte udviklingen af fjernstyrede skråningsklippere, som siden er blevet en vigtig del af både omsætningen og indtjeningen.
Samtidig fortsætter udviklingen af redskabsbærerne. Med den nye, mindre 2620 vil Timan ind på et marked, hvor Birger Pedersen ser plads til endnu en leverandør.

Komfort er en central del af arbejdet med nye maskiner. Aircondition, lavt støjniveau og en god førerplads skal gøre en forskel for den, der tilbringer arbejdsdagen bag rattet.
- Komfort og arbejdsmiljø går hånd i hånd, siger Birger Pedersen.
Ambitioner med adresse i Tim
Hovedparten af eksporten går til EU, men Timan sælger også til Japan og er senest begyndt at arbejde med det canadiske marked. Her ser Birger Pedersen spændende muligheder, selv om det endnu er for tidligt at vide, hvor stort det kan blive.
Målet er at løfte omsætningen fra omkring 58 millioner kroner til 100 millioner i løbet af tre-fire år. Det skal gerne give mere aktivitet i hallerne og på sigt måske behov for mere plads.

For Birger Pedersen hænger ambitionerne tæt sammen med ønsket om fortsat at skabe arbejde i byen, hvor brødrene er vokset op og stadig bor.
- Det der med at kunne bevare nogle arbejdspladser i byen ligger os meget nær, siger han.
Og når han ser ud over parkeringspladsen, er det med bevidstheden om, at resultatet er fælles:
- Vi er jo alle sammen afhængige af hinanden og har hjulpet hinanden dertil, hvor vi er nu.



































































